Husholdningsbudget over ressourcer
I dette nyhedsbrev skriver jeg om, hvorfor det er vigtigt vi forstår sammenhængen mellem det destruktive og det produktive ved mennesket, hvis vi vil finde løsninger på klima- og biodiversitetskrisen. Jeg beretter om en konstruktiv og afgørende debat i Folketingssalen til 1. behandlingen af mit beslutningsforslag om et ressourceregnskab.
Vi står midt i to naturkriser; klimakrisen og biodiversitetskrisen.
Og vi bliver ved med at have en forventning om at vores politiske system, vil respondere på den viden vi har om klodens klimaforandringer og naturens erodering. Men udfra min erfaring med klimapolitikken, gør jeg mig ikke længere den slags forhåbninger eller forventninger.
Derimod mener jeg, at vi skal begynde for alvor at forstå, hvordan vores samfunds produktive kræfter til at skabe fantastiske bygninger, institutioner og samfund er forbundet med destruktive kræfter.
Det produktive og det destruktive er ikke hinandens modsætninger. De hænger uløseligt sammen i den måde, vores samfund er bygget op. Som art har vi skabt renæssanceslotte og oplysningsfilosofi samtidigt med at vi udviklet klyngevåben og haft en ekstraherende slaveøkonomi.
Den sammenhæng er vi nødt til at blive bevidste om, hvis vi skal forstå vores forhold til naturen og vores ageren i naturkriserne.
Vi skal som art og samfund stoppe med at blive overrasket over, at vores produktion har en destruktiv side. Ofte har det et stort ressourcetræk på mennesker, der ved socioøkonomiske forskelle udnytter de dårligere stillet, og bygningskonstruktioner har et stort ressourcetræk på naturen samt efterfølgende ift. f.eks. forurening. Bevidstheden om dette tveæggede sværd har ikke kløvet sig fast i vores erkendelse. For vi fortsætter med at tænke klima-, biodiversitets- og miljøpolitik som kompensation for de oprindelige skader, som vores produktion “viser sig” at have.
Det farlige ved denne tilgang er, at det fortsætter en politik og budgettering, hvor det destruktive ikke medregnes. Der laves altså ikke økonomiske overblik, der strækker sig ind på naturens præmisser. Udgifterne er således begrænset til projektering, logistik, indkøb af materialer, arbejdskraft og inspektion.
Det er efterhånden velkendt, at vi er trådt ind i en geologisk periode, hvor mennesket har så afgørende udvindings- og produktionsredskaber, at mennesket nu af mange karakteriseres som en hovedgeologisk kraft. Det er det, som begrebet om den "antropocæne tidsalder" dækker over, hvilket meteorologen Paul J. Crutzen skrev om for over 20 år siden i artiklen “Geology of Mankind” (Nature, 2002). Med begrebet blev menneskets indvirkning på naturen, og deraf også det menneskelige ansvar, bevidstgjort. Det tydeliggør et behov for at nedbryde modernismens grænse mellem kultur/samfund og natur, da denne forståelse har distanceret mennesket fra naturen og anset naturen for afkoblet samfundet. Det har ledt os til de kriser, vi har i dag. Jeg har skrevet en længere tekst om det i Ræson (2022): Theresa Scavenius om klimaet: Jo mere kulturelt udviklede vi bliver, jo mere destruktive vil vi være « RÆSON
Grøn politik bør derfor ikke længere være et figenblad, der bliver sat over en grundlæggende sort økonomi. Hvis vi vil det grønne, klima, natur og miljø, så kræver det, at vi ændrer grundincitamenterne i vores økonomi. Det kræver, at vi forstår politisk at inddæmme og håndtere de destruktive ressourcetræk af alt vores produktive aktivitet.
I sidste uge havde jeg derfor også et beslutningsforslag om netop dette i Folketingssalen. Et forslag om at begynde at regne i ressourcer på samme måde, som vi regner i økonomi. Når vi økonomisk budgetterer, ser vi hvor mange penge vi har, inden vi begynder at bruge dem. På samme måde skal vi have et ressourceregnskab og -budget, som skal give en forståelse af, hvor stort et ressourcetræk vi har plads til ud fra naturens præmisser.
Heldigvis var der flere af ordførerne til debatten, som anerkendte forslagets radikalitet og nytænkning. Men der var alligevel ingen, som kunne støtte forslaget, fordi - som de sagde - så er vi nu på et andet politisk spor med bl.a. Klimaloven og den Grønne Trepart.
Den grønne legitimering af dette sorte spor er, at der kan laves små inkrementelle forandringer. Min pointe er, at det er nødvendigt med en politisk omkalfatring for at kunne behandle klima- og biodiversitetskrisen. Derfor er der ingen, der skal blive overrasket over, at den vej, som vi har kørt på de sidste par årtier, ikke fører hen til en helt anden grøn politik. Vi kommer ikke til at komme ud af den antropocæne tidsalder ved at fortsætte ned af den samme motorvej.
Statens ressource-husholdnings-budget
(uddybet for de særligt interesserede)
Når man som folketingsmedlem stiller et beslutningsforslag, så bliver det diskuteret i Folketingssalen af ministeren samt partiernes ordførere - og dem som ellers gerne vil deltage i debatten.
Som nævnt handler forslaget om, at præcis ligesom politikere får en provenutabel for økonomien bag deres politiske beslutninger, skal ressourceøkonomien også indgå i beslutningsprocessen. Specifikt havde jeg udvalgt kulstof, kvælstof og fosfor, som de tre ressourcer, politikerne skulle have indsigt i.
Logikken bag forslaget er en klassisk husholdnings logik: brug ikke mere end du har. Præcis som den danske stat holder øje med de økonomiske råderum, burde den danske stat også have styr på dets økologiske råderum.
Jeg mener, at det er metoden til at løse både klima- og biodiversitetskrisen: simpelthen at starte med at regne rigtigt, og både holde regnskab med ressourcerne samt lave et budget for dem.
Grøn Trepart er regeringens model
Ministerens svar var meget tydeligt: vi kører en anden model. Vi lever op til målsætninger. Og med den Grønne Trepart er det ministerens overbevisning, at vi når i mål med det hele. Det er jo skønt, fordi så er der jo ifølge ministeren ikke en reel klima- og biodiversitetskrise: regeringen har løst det hele.
Fra talerstolen kritiserede ministeren de tidligere metoder til henholdsvis at mindske kvælstofudledninger og drivhusgasemissioner, og samtidigt mente at vi skulle have fuld tiltro til at Grøn Trepart ville nå i mål med både Vandrammedirektivet og Klimalovens målsætninger. Det er tvivlsomt, når Grøn Trepart i store dele er gammel vin på nye flasker.
Derudover kan man være kritisk overfor regeringens regnemetoder, deres selektive budgetter, hvor fx afbrænding af biomasse fra en naturskov i Litauen tæller som bæredygtigt.
Hvordan gør vi det nemmest for virksomhederne?
Erling Bonnesen fra Venstre mente også, at vi allerede har et system, der fungerer. Jeg forsøgte at få ham til at forholde sig til, hvorvidt mit forslag ville være mere simpelt og billigt for virksomhederne. Sagen er nemlig den, at når Danmark og EU laver klima- og naturpolitik, sker det ofte på en administrativ tung måde, hvor virksomhederne skal indrapportere en masse data. Et eksempel er skovforordningen, som jeg har skrevet udførligt om tidligere (Nyhedsbrev om Skovforordningen.
Jeg så heller, at vi stoppede med at lave kompliceret indrapporterings-politik, og i stedet lavede et simpelt regnskab af vores ressourcer, hvor indenfor virksomhederne kunne have frit spil. Lige nu ligger bevisbyrden hos virksomhederne - de skal kunne bevise, at de overholder bæredygtighedskrav, på trods af at lovgivningen kun giver dem incitament til at overudnytte ressourcerne. Jeg mener i stedet, at bevisbyrden burde placeres hos Folketinget, Regeringen og staten. Vi skal kunne bevise, at henholdsvis vores lovgivning og administration overholder bæredygtighedskrav.
Hvem ejer regnormen, jorden og atmosfæren?
Ordføreren fra Liberal Alliance sagde, at hun ikke ville forholde sig til det faglige indhold, men til gengæld kunne hun rent ideologisk ikke støtte forslaget, fordi hun mente, at der var en risiko for mere kollektiv ejerskab på bekostning af den private ejendomsret.
Det er et interessant spørgsmål, som jeg igennem årene har brugt meget tid på at tænke over. Og mit svar er følgende: Når du som landmand sår en gulerod, har du ret til at sælge guleroden som en privat ejendom. Men problemet er, at for at kunne få guleroden til at gro, udnytter og anvender du ressourcer og andre naturlige processer, fx regnormene i jorden, som du ikke har privat ejendomsret over. På samme måde kan produktionen af guleroden have negative konsekvenser for atmosfæren, som du heller ikke har privat ejendomsret over.
Det betyder, at vi politisk skal regulere gulerod-produktionen for, hvorvidt den over-forbruger ressourcer samt har for mange negative effekter på fx vandløb eller atmosfæren. Det er et klassisk dilemma i liberalismen. Guleroden er ikke fri fra jorden, vandet og atmosfæren.
Alt dette ville ordføreren fra LA dog ikke forholde sig til.
Er der behov for systemforandrende tanker?
En anden klargørende og spændende dialog var der med ordføreren fra Radikale Venstre. Zenia Stampe roste mit forslag med særligt fokus på evnen til at tænke anderledes. Hun sagde, at hun ville ønske hun kunne støtte forslaget, men fortalte meget ærligt, at hun er en del af et parti, der er bundet af samarbejdet med regeringen og den eksisterende linje.
Men samtidig syntes hun, at det var meget vigtigt, at der var nogen som havde rollen som dem der kunne gøde jorden for de systemforandrende tanker. Og hun endte endda med at sige, at hun ønskede, at sådan nogle som mig fortsat vil være i Folketinget.
Jeg roste til gengæld hendes ærlighed og det frugtbare i at gøre det klart, hvilke roller der er. Men jeg afsluttede også debatten med at sige, at jeg syntes, at der var brug for langt flere som kunne gøde jorden for nye tanker. Og at der var alt for mange partier på Christiansborg, som har valgt at køre inde på den store motorvej, som regeringen har lagt.
Lige nu er vi på Grøn Trepart motorvejen, som de fleste har skrevet sig op til. Jeg mener, at det er naivt at tro at ved at fortsætte ned ad samme vej, som vi plejer, at man pludselig skulle komme frem til et helt andet resultat.
Jeg afsluttede med at sige, at jeg i hvert fald fortsætter med at være oppositionen til den store mainstream-motorvej, som store dele af Folketinget har skrevet sig op til.
Dig + 1
Konklusionen på det, som nyhedsbrevet handler om, er, at der i den grad er brug for tiltag som Grønne Demokrater.
Du har forhåbentligt allerede givet din vælgererklæring. Men her får du en opfordring til at få 1 ekstra til at give én. Hvis alle 8000+, som har givet en vælgererklæring, får 1 ekstra til at give en vælgererklæring, vil Grønne Demokrater lynhurtigt være tæt på at blive opstillingsberettigede.
