Stænderforsamlingens genkomst
Borgerne vælger politikere ind i Christiansborg. Men hvor meget reel magt og indflydelse og dansk lovgivning er der tale om?
Jeg har tidligere kritiseret, hvordan folketingsmedlemmers politiske indflydelse i stigende grad begrænses af lukkede politiske rum, ministeriers bemyndigelser og interessekonflikter.
Nu har Folketingets Formand per mail ændret vilkårene og gjort det yderligere vanskeligt for Folketinget at få indflydelse på lovgivningen. Det betyder i praksis, at Folketinget er ved at blive omdannet fra at være en LOVGIVENDE forsamling til at være en stænderforsamling.
Ulovlig procedure
Folketingets Formand må ikke ændre grundlæggende regler i Folketinget pr. intern mail. det er en ulovlig procedure for ændringer af Folketingets Forretningsorden. Alligevel sker det. Dertil kommer, at Søren Gade ikke har offentliggjort ændringerne.
Hvis det er metoden fremadrettet, så skal vi alle frygte hvilken mail, der kommer fra ham eller en anden ministre, hvor der i et lukket rum er blevet truffet en ny beslutning. Det er ikke et lovbaseret samfund værdigt.
Ingen reel lovbehandling
I praksis er alle lovforslag regeringens. I stort omfang er folketingsmedlemmerne holdt op med reelt at behandle regeringens lovforslag og lader dem blot passere.
Men der har stadig været muligheden for at stille ændringsforslag. Det er den ret, som Folketingets Formand nu begrænser. Det sker ved, at ændringsforslag ikke længere kommer til automatisk afstemning og erklæres for vedtaget UDEN afstemning, hvis det fx kommer fra en minister, og erklæres for forkastet UDEN afstemning hvis det kommer fra fx løsgænger.
I dag var jeg med i DRs podcast Slotsholmen, hvor jeg bl.a. fortæller mere om den demokratiske substans.
På dr.dk har de lavet en artikel, som fortæller om, hvordan jeg bliver demotiveret til at lave lovarbejde, når det er Folketinget selv som begrænser og gør det sværere at udøve mine parlamentariske rettigheder.
Samlet set ser jeg en bekymrende tendens, at Folketingets Formand Søren Gade under dække af at kæmpe imod stress på Christiansborg - bruger anledningen til at svække oppositionens mulighed for at udøve deres arbejde.
Sagens forløb uddybet
I november sidste år modtog jeg, sammen med resten af Folketingets medlemmer, en mail fra Søren Gade, Folketingets formand, hvor der stod at præsidiet har ændret regler og praksisser for at effektivisere forretningsordenen i Folketinget. Jeg skrev om sagen kort før jul.
I slutningen af brevet stod der, at ændringsforslag, der var stillet af en minister automatisk ville blive vedtaget og at ændringsforslag fra Folketingsmedlemmer uden flertal automatisk ville blive forkastet uden behandling i Folketingssalen medmindre, der kan samles 17 mandater til at bakke ændringsforslaget op.
Min kritik har ført til, at Søren Gade sendte hans svar ud til alle Folketingsmedlemmer. Der har så kørt en mailkorrespondance mellem Søren Gade og mig de sidste par måneder. Dokumentation af denne korrespondance, samt Formandens oprindelige brev kan læses i slutningen af dette nyhedsbrev.
Men hvad er der egentlig på spil her? Kan man retfærdiggøre nedlukning af folketingets parlamentariske muligheder med henvisning til effektivitet?
Det politiske teater
Søren Gades ændring er afgørende af to årsager.
For det første, fordi ændringsforslag simpelthen opkvalificerer lovforslagene ved en grundigere behandling fra flere folketingsmedlemmer. Ændringsforslaget er et vigtigt instrument i mit parlamentariske arbejde for at vise hvad, der skjules eller glemmes i lovforslaget - de ting, som ministeriet ikke snakker om.
Det er en god lovproces at lue ud i de skjulte interesser, som ligger i lovforslaget. Det er en dårlig lovbehandlingsproces ikke at kunne gøre dette. Det er vigtigt, at processen indeholder muligheden for at finde fejl, og så de ikke kan snydes på vægten i lovforslagenes udformning.
For det andet, fordi det er demokratisk afgørende, at oppositionen kan behandle regeringens lovforslag og kontrollere regeringens magtudøvelse.
Lukker man for denne mulighed, kan man lige så godt lukke Folketinget. Det er afgørende for magtens tredeling, at en regerings ændringsforslag kan blive uafhængigt debatteret og behandlet i folketingssalen, heriblandt af oppositionen.
Hvorfra ved vi, at der ikke er flertal for et ændringsforslag? Der skal være mulighed for Folketingets medlemmer at tilkendegive deres holdning, have en reel og uafhængig debat og stemme for et ændringsforslag. Det kan ikke forudbestemmes og således fratage Folketinget denne mulighed og i stedet flytte beslutningsprocessen indenfor regeringens egne døre selv.
Det er ikke en demokratisk legitim lovgivningsproces. For det foregår uden hele folketingets, og dermed den demokratiske repræsentation.
Så bliver det et politisk teater, hvor vi lader som om, at de parlamentariske muligheder for Folketinget som lovgivende forsamling er opretholdt uden at være det reelt. Og i praksis er politikken og loven blot udformet af regeringen.
Vi er inde i kernen af det danske demokrati
Vi er inde i kernen af grundloven. Er Folketinget en lovgivende forsamling, der kan behandle lovforslag? Eller er det en form for stænderforsamling, hvor vi kan debattere politik uden at have indflydelse på lovenes udformning?
Med formandens ændring, mister alle bortset fra Socialdemokratiet og Venstre muligheden for at kunne stille ændringsforslag uden forinden at have løbet rundt i Christiansborgs lokaler for at skaffe en præliminær opbakning. Skal vi så lave forgående stemmeaftaler?
Men hele den måde at føre politik på, at skulle lave politiske aftaler forinden lovene “behandles” i Folketingssalen, er netop det, jeg kritiserer ved Forligsparlamentarismen, der gør det obskurt for offentligheden og demokratiet at følge med i og have indflydelse på de politiske beslutninger. Jeg vil ikke indgå politiske aftaler for at bekæmpe politiske aftaler. Jeg vil ikke bekæmpe ild med ild. Jeg vil sikre en offentlig og demokratisk behandling i Folketingssalen.
Ændringen er et angreb på den grundlovssikrede mindretalsbeskyttelse i Folketinget, der har til formål at sikre demokratisk repræsentation.
Med ændringen bestemmer regeringen på forhånd, hvornår noget er besluttet og noget ikke er. Det står imod en anden paragraf i grundloven: I grundlovens § 41 stk 2 står der, at: “Et lovforslag kan ikke endeligt vedtages, forinden det tre gange har været behandlet i Folketinget.” Andenbehandlingen består i at debattere og stemme om ændringsforslag.
Er der overhovedet juridisk hjemmel?
Sagen drejer sig jo om den mailkorrespondance med Søren Gade, hvori jeg fremførte både perspektiverne på den demokratiske substans som foroven - men også fordi, at jeg har undersøgt hvordan, eller om, Søren Gade overhovedet kan ændre i de parlamentariske muligheder på denne måde.
Derfor dykkede jeg ned i Folketingets forretningsorden - noget der kan lyde gabende kedeligt, men faktisk gaber over vigtige institutionelle søjler i det danske folkestyre.
Forretningsordenens § 12 handler om, at folketingsmedlemmer har ret til at stille ændringsforslag. § 35 supplerer til denne, at Folketingets formand kan afgøre et afstemningspunkt hvis formanden har grund til anse udfaldet som givet på forhånd. Men i en betænkning hertil står der, at paragraffen IKKE må begrænse afstemning af folketingsmedlemmernes ændringsforslag, og kun bør benyttes, hvis det er i forbindelse med chikane.
Behov for juridisk redegørelse
Jeg har efterspurgt en juridisk redegørelse med fokus på følgende spørgsmål:
Kan §12 omgås ved en nyfortolkning og ændret praksis af §35?
Kan §35 bruges udvidet, når der står, at der kun på tages “et afstemningspunkt” ud, og at 1989-Betænkningen (Arkiv) til §35 siger, at paragraffen IKKE må bruges til at begrænse afstemning af folketingsmedlemmers ændringsforslag?
Er retten til at få ændringsforslag til afstemning en del af folketingsmedlemmernes grundlovssikrede rettigheder på lige fod med retten til at stille lovforslag og beslutningsforslag? (jf. Grundlovens §41).
Søren Gade har sådan set anerkendt, at det er korrekt, at Folketinget ifølge vores lovgivning Folketinget IKKE må bruge §35 til generelt at begrænse afstemning af folketingsmedlemmernes ændringsforslag. Men han siger, at det er lige meget, fordi han siger, at der er bred opbakning til partierne.
Bred opbakning uden dokumentation
Søren Gade retfærdiggør altså ændringen i en bred opbakning. Men er den reel? Sagen er blot den, at jeg har været rundt og snakke med en række af medlemmerne, men der er kun én som kan huske sagen. Alle de andre mener ikke at have deltaget på de relevante møder, hvor ændringen er blevet besluttet.
Jeg har efterspurgt tre omgange referat fra mødet, men Søren Gade har ikke ville udlevere referatet. Det vil sige, at jeg betragter det som ret plausibelt, at Søren Gade har siddet med meget få folketingsmedlemmer på et lukket møde og blot besluttet at begrænse folketingsmedlemmernes mulighed for at udøve deres parlamentariske arbejde. Denne detalje er vigtig, da hans legitimering af beslutningen hele tiden henviser til den brede opbakning i udvalget.
Legitimiteten af afgrænsningen af muligheden for at stille ændringsforslag består i den brede opbakning… der ikke kan findes spor af. Og årsagen er for at effektivisere folketingets procedure - dog bestemt ikke for oppositionen. Måske kan det nærmere ses som en effektiv solidering af regeringens magt. Og hvorfor ikke bare gøre det over mail?
Skjulte ændringer af Folketinget
Samlet set kan vi derfor konkludere, at Søren Gade er inde og begrænse folketingsmedlemmernes primære arbejdsopgave. Det svækker et folkestyre, som i forvejen står og vakler. Han gør det hemmeligt på mail uden at offentliggøre ændringer. Og han anerkender, at der ikke er juridisk dækning for ændringen, men dækker sig ind af opbakning på et lukket møde - hvor offentligheden ikke må se referatet.
Det er full circle på, hvad problemet er ved lukkethedskultur, magtcentralisme kombineret med en tam og næsten ikke-eksisterende opposition. Så næste gang du hører en politiker nævne ordet demokrati, skal man spørge dem, hvad de reelt mener med det. Det er åbenbart ikke folkestyrets lovarbejde, de mener.
Rettelse
I gårsdagens nyhedsbrev citerede jeg Christopher Arzrouni for at sige i Radio IIII, at “demokrati er interessevaretagelse”. Det var ikke korrekt. Sætningen blev sagt af Jesper Olsen fra Transparency International. Jeg beklager meget fejlen.
Følgende er dokumentation af mailkorrespondance af denne sag om forretningsordenen samt formandens oprindelige brev herom:
Dig + 1
Konklusionen på det, som nyhedsbrevet handler om, er, at der i den grad er brug for tiltag som Grønne Demokrater.
Du har forhåbentligt allerede givet din vælgererklæring. Men her får du en opfordring til at få 1 ekstra til at give én. Hvis alle 8000+, som har givet en vælgererklæring, får 1 ekstra til at give en vælgererklæring, vil Grønne Demokrater lynhurtigt være tæt på at blive opstillingsberettigede.
