Kan vi udvide det politiske handlingsrum?

Hvor stort er det politiske rum? Hvad sker der, når oprustning bliver svaret, og politiske og diplomatiske løsninger bliver betragtet som naive? Hvad sker der, når historiens hukommelse begynder at forsvinde, efterkrigstiden slutter, og førkrigstiden begynder?

Dig + 1

Konklusionen på det det, som nyhedsbrevet handler om, er, at der i den grad er brug for tiltag som Grønne Demokrater. Du har forhåbentligt allerede givet din vælgererklæring. Men en opfordring til at få 1 ekstra til at give én. Hvis alle, som har givet en vælgererklæring, får 1 ekstra til at give en vælgererklæring, vil vi lynhurtigt være tættere på 16.000 (inklusive igangsætte vælgererklæringer), end de 8.000 nuværende. Og så er vi ikke langt fra at være i mål!

 Jeg efterspørger også en frivillig grafiker til at intensivere indsatsen for at skaffe GD flere vælgererklæringer. Se mere herom nederst i nyhedsbrevet.

Det lille rum I

For tiden spekulerer jeg meget over, hvor stort det politiske rum egentligt er. Dvs. hvor meget er faktisk til at forandre gennem politisk deliberation og demokratiske kanaler? Kan man overbevise folk igennem argumenter, eller har følelserne taget over?

I sidste uges Weekendavisen var der en artikel om forskellen mellem folks opfattelse og den faktiske tilstand ift. kriminalitet og vold i skolen. Ifølge målinger, der spørger til folks opfattelse heraf, er kriminaliteten stigende. Men i virkeligheden er kriminaliteten faldet.

Men hvilken rolle spiller argumenter og evidens, hvis stærke følelser og politiske aktørers frygtspredning gør, at folk har en følelse af fx stigende kriminalitet, selvom det modsatte er tilfældet?

Desværre nok en marginaliseret rolle. Det betyder, at rummet for politik, hvor man overbeviser hinanden igennem argumenter, er ikke særligt stort.

          For homo sapiens er frygt stærkere end argumenter

Fordi for homo sapiens er følelser baseret på frygt helt naturligt meget stærkere end de kognitive rationelle argumenter. Det vil sige, at det er en konkurrence, der er svær - hvis ikke umulig at vinde.

Men at tage politiske beslutninger, der ikke er baseret på viden, er ikke uden demokratiske konsekvenser. Der sker en udvaskning af politiske modargumenter, der maskerer en politisk dominans. Det demokratiske rum må i stedet forstås som et samfund, der konstant er åbent for nye beslutninger, tilblivelse og gensidig udveksling af synspunkter. Det betyder, at politik hele tiden skal skulle udfordres.

Det lille rum II

I weekenden var jeg på Arbejdermuseet, som fortæller den fascinerende historie om, hvordan arbejderklassen igennem foreningsdannelse blev en magtfaktor i dansk politik. Gennem den partipolitiske forgrening Socialdemokratiet overtog bevægelsen den politiske magt igennem flere årtier.

Det fik mig til at tænkte på: Hvor bred var den solidaritet, arbejderbevægelsen blev skabt på, egentlig? Var fundamentet solidaritet, eller var der tale om en bevægelse, der i virkeligheden var en snæver interessebaseret tilgang til politik, hvor det ikke handlede om mere retfærdighed, lighed og rationel politik for alle, men derimod blot at deres klasse / gruppe / parti skulle til magten?

Arbejderbevægelsen bliver af mange opfattet som kampen for den brede befolkning, og kampen for den socio-økonomisk pressede befolkningsgruppe, arbejderklassen som en undertrykt majoritet. Det centrale spørgsmål er om indholdet i bevægelsen kæmpede for alle, herunder erhvervsdrivende, akademikere, miljøforkæmpere, osv., eller om det på politisk niveau blot var en kamp for deres partis magt.

Hvad var ræson d´être i bevægelsen? Var det at fremme almenhedens interesser eller var det at fremme klassens / partiets interesser? Det centrale her er, at der er stor forskel på at fremme partiets interesser vs. demokratiets interesser. Det var værd at huske på, at kommunismen ikke var demokratisk-parlamentariske bevægelse.

I dansk sammenhæng er ikke en entydig analyse af arbejderbevægelser som universalistisk, fordi det har vekslet igennem tiden, og særligt i efterkrigstiden var der en stærkere, bredere og universalistisk tilgang til velfærd, retfærdighed og lighed. Men i øjeblikket tror jeg, at analysen er ret klar: Fagforeningerne og Socialdemokratiet lykkedes med at komme til magten, og nu er det blevet et mål i sig selv at beholde magten.

Det betyder, at dem som tidligere var de progressive kræfter nu bidrager til at fastholde status quo og kan ikke bidrage til at lave politiske løsninger for andre og andet, der ikke direkte er i deres forening / gruppe / partis interesse.

Socialdemokratiet i dag bidrager ikke til at åbne det                    politiske rum

Det betyder, at Socialdemokratiet - landets største parti - i dag ikke bidrager til at åbne det politiske rum. Tværtimod er det en øvelse i sig selv nu at fastholde magten og underminere alt, der kan udfordre deres magt.

Det lille rum III

For at forstå politik er jeg begyndt i stigende grad at interessere mig for den politiske psykologi, der stikker et spadestik dybere. Her kan vi se, at der er tale om en socialdemokratisk bevægelse, hvis identitet er født ud af indignationen og uretfærdigheden som det bærende princip. Så selvom rollerne i dag er vendt om, da Socialdemokratiet sidder på magten, er det ikke muligt for dem at se, at de nu bidrager til at fastholde en magt, fordi det strider med deres egen selvforståelse.

Uden sammenligning i øvrigt minder det om den måde, som israelsk politik har drejet. Israel er født af indignation, uretfærdighed, vold, død og udslettelse. Det er den bærende identitet, og derfor kan det lade sig gøre, at det med en psykologisk mekanisme kan vende det blinde øje til, når de selv udsætter andre for vold, død og udslettelse.

Det er en kendt mekanisme, at ofret kan udvikle sig til at blive den nye bøddel. Der ligger også et indbygget et hævnmotiv. Noget skal hævnes, og i mange tilfælde er det tilfældigt, hvem eller hvad der bliver ofret.

Det er derfor Jesus som historisk og politisk figur var ekstrem revolutionær ved at sige, at han ville ikke bede folk om at hævne den uretfærdighed og lidelse han blev udsat for. I stedet skulle man tilgive. Det forhindrede dog ikke tusindvis af kristne igennem tiden netop at påføre ikke-kristne store lidelser.

Når politik er en psykologisk reaktion, er rummet for politik lille

Ud fra et politisk psykologisk perspektiv er det politiske rum med andre ord meget lille, fordi meget politik er en reaktion på tidligere uretfærdigheder, hvis nye uretfærdigheder ikke kan erkendes af dem, som pr. definition stadig betragter sig selv som ofret. Så når politik er en psykologisk reaktion, er det politiske rum lille. Der er simpelthen ikke plads til uenighed.

Det lille rum IV

Tilbage til dagens verdenssituation. Det hele går efter opskriften. Over de sidste tyve år er verdens institutionelle orden blevet destabiliseret. Det er sket ved, at der er opstået en interessekonflikt mellem nationale interesser overfor de internationale juridiske regler, som blev opbygget i efterkrigstiden. Konkret sker det ved, at USA har undermineret en række institutioner ved at stoppe med at udbetale deres bidrag til fx FN og ved ikke at udpege dommere til WTO's appeldomstole - og selvfølgelig generelt slet ikke har spillet efter internationale regler, hvis det ikke var i deres interesse.

Der er derfor ingen globale institutioner til at inddæmme aggressive stormagtsledere.

I den situation synes svaret fra alles side at være: Oprustning. Danmark skal igen med Mette Frederiksen i spidsen være i front for denne oprustning mod en ny krise. Det kan godt forekomme som et stærkt og nødvendigt svar. Folk vil efterspørge handlekraftige ledere. Men dette er også opskriften på en krigerisk situation, som altid vil have de civile befolkninger som tabere. Men det er der desværre ikke tid til at tænke på i nødvendighedens politik.

Set i et historisk perspektiv er det derfor forventeligt, at Europa snart henfalder til en destruktiv og ødelæggende krig igen. Det er naturligt, at efter årtiers fred, så glemmer alle krigens rædsler, og glemmer at minde hinanden om at undgå at gå ned af den vej, når der skal løses konflikter.

I den situation er rummet for (diplomatisk) politik meget lille. Folk vil få en krigslogik, der er voldens logik. Den er uforsonlig. Hævntørstig. Politiske modstandere bliver dæmoniseret til at være fjender, der er legitime at slå ihjel. Ideer om menneskerettigheder, den universelle menneskelighed vil forsvinde lynhurtigt som en naiv ide fra det 20. århundrede.

Politisk klub

Så er det muligt at lave en politisk klub, der ikke er baseret på frygt, nødvendighedens politik og hævntørst. En politisk klub, der arbejder seriøst - som var det et almindeligt ingeniørarbejde, hvor man skal finde den bedste løsning til at bygge en bro. Er det muligt at udvide det politiske rum?

Mange dage tvivler jeg virkeligt stærkt på det. Men jeg er også besluttet på ikke at give op på forhånd. Personligt har jeg et års tid tilbage, før den første store tilslutning af vælgererklæringer til Grønne Demokrater udløber. Hvis jeg sammen med jer ikke lykkedes, håber jeg andre vil gøre et forsøg efterfølgende.

Konkret vil jeg snart invitere til et mobiliseringsmøde, hvor alle jer med gode ideer til, hvordan vi får flere til at give en vælgererklæringer, og hvordan vi får skaffet tilstrækkeligt med penge til at kunne finansiere en kampagne, der kan nå ud til dem vi ikke kan nå med mund-til-mund-metoden, kan mødes.

Grafisk frivillig

Til indsatsen mangler jeg en frivillig grafiker. Skriv til groennedemokrater@outlook.com, hvis du kan tilbyde din hjælp her og nu et par uger/måneder frem.  

Grønne Demokrater

Jeg håber, at du vil sende Grønne Demokrater en vælgererklæring eller dele dette nyhedsbrev.