Stormagternes konfliktoptrapning
Nej, vi skal ikke sige: køb, køb, køb.
Vi skal ikke opruste som et lilleput-land, der vil gøre sig til på scenen med de andre stormagter. Vi skal ikke se verden, så svaret kun kan være krig. Vi skal samarbejde med vores allierede i NATO, FN og EU. Og vi skal glæde os over, hvis nogen vil begynde at snakke fred.
Efterkrigstiden er ved at slutte
I går var jeg i Debatten for at kritisere den nuværende oprustning. Til Debatten i går blev der banket på krigstrommerne. Jeg er bekymret for, at der er så få, der tænker i politiske og diplomatiske logikker. Få der husker, hvorfor vi har bygget internationale institutioner for at undgå krig og konflikter
Først og fremmest mener jeg, at man aldrig bør afskrive diplomatiske og politiske løsninger som mulighed. Det lærte vi efter verdenskrigene: behovet for internationale, multilaterale retsinstitutioner. Men desværre er forståelsen for og opbakningen til organisationer som FN falmet.
Den politiske virkelighed er ikke længere efterkrigstidens samarbejdspolitik med samhandel og international rettighedsforståelse, men nærmere en førkrigstids eskalering af stormagters konflikter.
Derfor kan vi ikke forlade politikken på perspektiver som, at “Putin er ondskaben selv”, som Mona Juul (K) fik sagt til debatten. Eller som Clement, der stillede spørgsmål nogenlunde i denne retning: NATO findes ikke længere, så hvad gør vi? Som om der ikke findes nogle internationale institutioner. Vores udfordring er, at de står svækkede i en stormagtsbaseret verdensorden.
Efter tre års krig med over mange døde og en ukrainsk befolkning, der lider, er det kynisk at afskrive diplomatiske løsninger.
Derfor argumenterede jeg for, at Danmark ikke skal gå stormagternes konfliktoptrappende ærinde. Vi skal passe på ikke at føre en maksimalistisk udenrigspolitik, der maler hele verden i sort/hvid for så at legitimere oprustning og eskalering af krigsførelse. Vi skal passe på ikke at male fjendebilledet med så klare farver, at vi kommer til at spejle os i det. Og vi skal være opmærksomme på, hvad sådanne totalistiske verdensbilleder medbringer af politisk virkelighed.
Mette Frederiksen sætter os i en unødvendig sårbar sikkerhedspolitisk situation ved at gå enegang ift. oprustning og Ukraine. Hun bidrager til eskalering, dæmonisering, fjendebilleder og konfliktoptrapning. Det minder om en førkrigstids eskalering af stormagters konflikter.
I denne verden skal man vide, at der ikke blot er tale om en kamp om sikkerhed. Men i lige så høj grad en kamp om ressourcer. På samme måde som mange krige i Mellemøsten har handlet om adgang til olie, handler EUs og USAs interesse i krigen OGSÅ om Ukraines ressourcer. Det er vigtigt at forstå, at det ikke blot er Trump og Putin, der har en stormagtstilgang til Ukraine. Det har Danmark og EU også.
Sagen er den, at EU har lavet en aftale med Ukraine om deres kritiske mineraler. Den aftale bliver nu overtaget af USA og Trump, der vil lave en aftale med Ukraine om adgang til landets ressourcer.
Så når Mette Frederiksen lynhurtigt vedtager 50 mia. kr. til oprustning, skal man vide, at der ikke kun er tale om en frygt for Rusland, men nok primært om erhvervspolitiske interesser i at fremme vores forsvarsindustri. Jeg har i flere tilfælde været vidne til i Europaudvalget i Folketinget, at den danske linje ift. europæisk forsvar primært handler om at fremme sektorens konkurrenceevne og eksportmuligheder.
Sikkerhed vs. økonomiske interesser
En anden hovedpointe jeg havde i går var nemlig, at vi skal passe på udelukkende at fokusere på krigen ud fra et sikkerhedsperspektiv. På samme måde som mange krige i Mellemøsten har handlet om adgang til olie, handler EUs og USAs interesse i krigen OGSÅ om Ukraines ressourcer.
Trumps forhandlinger med Rusland handler i høj grad også om at sikre adgang til Ukraines kritiske mineraler - ressourcer, der vil komme kompagnonen Elon Musk til gode.
Dette er flere opmærksomme på. Men de færreste er opmærksomme på, at lignende aftaler har EU og IMF lavet med den ukrainske regering om at lave erhvervsmæssige joint-ventures med europæiske virksomheder, der skal udvinde kritiske mineraler i Ukraine. Disse aftaler står beskrevet i Ukraineplanen, som er indgået med Ukraine imens de har ryggen mod den russiske mur, som led i at modtage støtte til genopbygning.
Læs det igen: Der har simpelthen været et krav om at europæiske erhverv kan udvinde Ukraines ressourcer for at Europa har villet støtte Ukraine.
Det helt aktuelle ift. debatten i går, og Trumps forhold til EU, Ukraine og Rusland, er, at over 40% af Ukraines kritiske mineraler findes i de områder, der pt. er besat af Rusland. Derfor har Trump en interesse i at forhandle med Rusland. Og ligeledes har Europa en interesse i, at Ukraine skal vinde krigen - koste hvad det vil, og den pris vil blive betalt af de ukrainske borgere.
Ligegyldigt udfaldet, er Ukraine pantsat fremmede interesser.
Dertil kommer, som jeg før har beskrevet i nyhedsbrevet, at der også følger reformkrav om at privatisere over 2.000 af Ukraines offentligt ejede virksomheder samt flere banker - virksomheder, der under krigen prissættes lavere end deres normale værdi, og derfor kan sælges for en slik til internationale spekulanter.
Endnu dertil kommer, at støtten til Ukraine i høj grad kommer i lån; og med flere lån, der bl.a. skal bruges til at betale forrige lån tilbage. Det er en uholdbar model, der fanger Ukraine i en gældsspiral og binder dem til udvindings- og reformkravene fra IMF og EU til langt ud i fremtiden. Disse forhold har jeg uddybet i artikler i Ræson og Information.
Det er vigtigt at forstå de økonomiske interesser og kampen for ressourcerne, der ubemærket ligger bag den maksimalistiske krigsretorik- og politik. Det er vigtigt at forstå, at det ikke blot er Trump og Putin, der har en stormagtstilgang til Ukraine. Det har Danmark og EU også.
Manglende asbestregulering
Nu til en helt anden sag, fra vores eget lille hjørne af verden, som jeg også har beskæftiget mig med i denne uge.
Det er efterhånden almenkendt, at klimapolitikken og miljøpolitikken har det svært. Det politiske flertal for klima- og miljøregulering er smuldret. Men asbestregulering kan vi vel blive enige om? Eller hvad?
Som mange, der har fulgt mit arbejde de seneste år, ved, så blev jeg i forbindelse med behandlingen af 3. Limfjordsforbindelse sidste år opmærksom på, at asbest slet ikke er reguleret i vores miljølovgivning. For mig er det et illustrativt eksempel på, hvor sløset vores miljølovgivning er.
Selvom man har taget asbest enormt alvorligt i mange årtier, så er det udelukkende i arbejdsmiljølovgivningen, at asbest er blevet reguleret. Og netop nu i 2025 er der kommet nye regler, som yderligere strammer arbejdsmiljølovgivningen.
Derfor havde jeg stillet et beslutningsforslag om at få lukket hullet i vores miljølovgivning. Det drejer sig til dels om at definere asbestforurening i vores miljølovgivning, dels om ved lov at fastsætte de korrekte målemetoder. Derudover om at afklare, hvem der er myndighed for at skulle rydde op i de gamle asbestdepoter, bl.a. i Aalborg-området. Er det kommunerne eller regionerne som skal have ansvaret - eller som jeg mener - burde det være et statsligt ansvar.
Det blev diskuteret i folketingssalen i tirsdags sidst på eftermiddagen.
Det var selvfølgelig ikke overraskende, at ordførerne fra regeringspartier og ministeren ikke kunne støtte forslaget. Det er praksis og kulturen på Christiansborg, at regeringen sætter en ære i, at INGEN af folketingsmedlemmernes beslutningsforslag bliver vedtaget.
Der er ca 200 beslutningsforslag fra folketingsmedlemmerne hvert år. Men der blev kun vedtaget 3 sidste år og 1 det forrige år.
Det var dog en sjælden fornøjelse, at jeg fik ros af Socialdemokratiets ordfører for mit arbejde for miljøet. Men heller ikke han kunne støtte forslaget. Det hele var blot en fin opvisning af politisk teater, hvor regeringspartierne ikke reelt forholder sig til forslagene, men blot skal finde en elegant måde at afvise det på.
Heldigvis havde de fleste andre ordførere en konstruktiv tilgang til området. De fleste var dog i tvivl om, hvorvidt der var behov for ny lovgivning. Derfor foreslog jeg undervejs, at vi skulle tage initiativ til at lave en høring, hvor vi kunne få en faglig og juridisk vurdering af, hvorvidt den manglende regulering af asbestforurening er et hul i vores miljølovgivning.
Flere nævnte, at de gerne ville “kigge på det” i udvalgsbehandlingen. Det lyder jo godt, men som jeg også nævnte flere gange - så er problemet, at i de fleste tilfælde betyder det ikke noget - fordi der foregår så lidt i udvalgene. Men det, som der er en mulighed, er, at udvalget kan indkalde til en høring. Det håber jeg virkelig, at jeg kan få opbakning til, fordi det ville være interessant at få en stor offentlig høring, hvor emnet kunne blive belyst med deltagelse af kommuner, regioner, faglige og juridiske eksperter, hvordan vi får strammet vores miljølovgivning tilstrækkeligt.
Men ak: der var ingen af dem, som for alvor mente det. Ordførerne siger blot, at “de vil kigge på det i udvalget”, fordi det lyder pænt og kan lukke en debat. I realiteten er det blot den samme form for elegant afvisning som regeringspartierne bruger. Jeg har nemlig efterfølgende spurgt om vi skulle lave den høring. Det var der ingen, der havde tid til.
Dig + 1
Konklusionen på det, som nyhedsbrevet handler om, er, at der i den grad er brug for tiltag som Grønne Demokrater.
Du har forhåbentligt allerede givet din vælgererklæring. Men her får du en opfordring til at få 1 ekstra til at give én. Hvis alle, som har givet en vælgererklæring, får 1 ekstra til at give en vælgererklæring, vil vi lynhurtigt være tættere på 16.000 (inklusiv igangsatte vælgererklæringer), end de 8.000 nuværende. Og så er vi ikke langt fra at være i mål!
