Nyhedsbrev: På Folkemødet findes polariseringen ikke

14 juni 2024

Polariseringen hos befolkningen er et politisk konstrukt. Det findes ikke, når vi mødes.

Folkemødet er et fantastisk arrangement, hvor vi alle kan mødes på kryds og tværs og have fordomsfrie samtaler.

Det interessante er, at når vi mødes menneske til menneske, dansker til dansker, så er vi faktisk enige om rigtig mange ting.

I den politiske diskurs og på sociale medier er polariseringen trukket skarpt op. Der er fløje, der er krige og konflikter, men når man mødes over morgenmaden, over en øl på en græsplæne, så er det tydeligt at mærke, at uenighederne er overfladiske, og fællesrammen meget større, og tungere end forskellene.

Jeg har her til morgen snakket om landdistriktspolitik med en frivillig på Folkemødet fra Skive. Vores samtale startede med en fælles bekymring om de små butikkers død i landdistrikterne. 

Jeg fortalte om, hvordan jeg mener, at der er ingen partier på Christiansborg, som længere beskytter lokalsamfundene. Venstre har helt mistet den dagsorden, og Inger Støjberg siger hun beskytter landet - men i praksis har hun ikke ændret politik. Inger Støjberg puster til følelser, polarisering og fordomme. Borgere i landdistrikterne skal have en følelse af, at det er “københavner-snuderne” på de “københavnske saloner”, der er problemet. 

Det skjuler det problem, at det er den førte landdistriktspolitik i de sidste tyve år, som har ført til butiksdød, osv. En politik, som Inger Støjberg selv har været med til at vedtage. Det er politikker, hvor blandt andet Bilka og Rema får lov til at støvsuge og udkonkurrere hele kommunens små lokale dagligvarebutikker og selvstændige erhverv.

Nye akser i politik

En anden erkendelse, som også blev forstærket her på Folkemødet, og som jeg fik sagt i en debat i går, er, at højre-venstre-fløj-skellet er dødt. Det er jo også cementeret af flertalsregeringen. Højre-venstre er ikke længere den bedste måde at forstå politiske uenigheder på.

I stedet er der et vigtigt skel mellem den identitetspolitiske politiske tilgang, som handler mest om at vække følelser hos borgerne. Det skal vække håb, vrede, forargelse, etc. Det passer godt til algoritmerne på de sociale medier. 

Men få taler om den konkrete førte politik og dens konsekvenser for miljø og klima, men også landdistrikter, osv. Det fører til et stort politisk hykleri og en vakuumsfornemmelse hos os borgere, der ikke forstår, hvem som har truffet alle de beslutninger, der lader store aktører tromle ind over de små, når ingen har sagt politisk, at det var deres politiske ambition.

Jeg bliver mere og mere klar over, at identitetspolitikken ikke kun findes på den såkaldte venstrefløj, men i høj grad også på den såkaldte højrefløj. På den traditionelle venstrefløj handler hykleriet mest om klima og miljø, mens det på højrefløjen handler om økonomi og blandt andet landdistriktspolitik.

Identitetspolitikken skal vække følelser, og de er i stor grad med til at skabe den polarisering, som faktisk ikke findes, når vi mødes ansigt-til-ansigt, men som kun findes som arketyper og stereotyper, de politiske partier har en interesse i at puste til.

Det skubber den reelle politik i baggrunden. Politik bliver afkoblet af den virkelighed, vi som borgere bor i.

Den gode nyhed er, at polarisering er et politisk skabt fænomen. Det findes ikke, når vi mødes.