Nyhedsbrev: Identitetspolitikken kvæler normal-politikken.

De ekstreme holdninger og handlinger er ikke repræsentative for det store flertal, men det skjules af identitetspolitikkens følelser på både højre- og venstrefløjen, som forstærkes af de sociale mediers algoritmer og politikere, der mangler en hurtig sag at markere sig på.

17. juni 2024

Der findes et interessant fænomen, at mange forhold, og også menneskers adfærd, i de fleste tilfælde fordeler sig “normalt”, hvis der er tilstrækkeligt mange uafhængige cases. “Normalt” betyder i denne sammenhæng, at hvis du forestiller dig en klokke, så vil langt de fleste tilfælde falde inde i midten og færrest ud kanterne. Den såkaldte “normalfordeling” er grundlaget for statistisk beregning. 

På Folkemødet mødte jeg en, som havde en figur af ”normalfordelingen” i sin lomme. Det var for at minde ham om, at de ekstreme ytringer og positioner ikke er repræsentative for alle de mennesker, som befinder sig inde i midten af klokken. 

Det mener jeg er en vigtig påmindelse for os alle.

Nogle folk har ekstreme synspunkter ift. krig, indvandrere og kvinder, etc. Og mange politikere bruger meget krudt på at engagere sig i debatten og diskussionen af disse yderpunkter. Det er kommet op på et absurd højt og skingert niveau, som jeg som borger og politiker er helt og aldeles fremmedgjort overfor. Vi ser derudover voldsomme nyheder hver eneste dag. Tit får jeg fornemmelsen af, at nyheder efterhånden lige så godt kunne hedde ‘Nyt fra Katastrofecenteret’. Dertil kommer, at vi bliver udsat for sociale mediers algoritme, som siges at fremme de ekstreme synspunkter og følelser som foragt, frygt og forargelse, fordi det skaber mest engagement, og derfor er en god forretningsmodel for platformene. 

MEN 

… pointen er her, at alle disse yderpositioner kun er marginale randfænomener, som tæller for små procenter af borgerne i samfundet. Hvis vi kigger på befolkningen som helhed, så vil de 80-90 procent falde inde i midten af klokkeformen. Det vil sige, at de ikke begår kriminalitet, ikke er voldelige, ikke har ekstreme holdninger til hverken indvandrere, kvinder, krig eller andet. De opfører sig “normalt”. De har “normale” holdninger. 

Desværre bliver der lavet alt for lidt politik for dette store flertal. 

Hvad laver politikerne så?

Hvad bruger politikerne så deres tid på? De har blandt andet enormt travlt med at have holdninger til alle de problemer, som dukker op i medierne. Politik er blevet et holdningsmageri frem for kedelige lovgivningsprocesser for fikse de rigtige problemer. Så når miljøkatastrofen ruller, tager de alle turen til arnestedet i gule veste for at udvise handlingskraft og ansvar. Når medierne kan berette om tragiske historier om vold, overfald, død, etc., så er de også klar med forargelse, indignation og klar til at handle. 

Resultatet er, at politikere er blevet reduceret til at være holdningsbaserede brandslukkere. 

Men … problemet er, at det kun er brandslukning for alt det, som popper op i medierne. Og hvad popper op der? Det er i langt overvejende grad historier om ting, der ER sket. Katastrofer og begivenheder, der allerede er indtruffet. Dvs. at de langsomme bevægelser, de skjulte bevægelser, uanset hvor væsentlige de er, stort set ikke bliver dækket. Et godt eksempel er, at eksperter og miljøprofessorer har råbt højt i mange år om lovgivningen og en praksis, der er opskriften på miljøkatastrofer som Cheminova-skandalen og en landbrugs- og industrivenlig politik, der langsomt har kvalt vores havmiljø. 

Disse skandaler når først mediernes forsider, når katastrofen er sket. Medierne og mediernes forretningsmodel har indbygget dette katastrofefokus som default, og det er et problem, hvis vi anser medierne som nogle, der skal fungere som en 4. statsmagt og være med til at informere borgerne og løse samfundsproblemer - helst inden de sker.

Det skyldes som nævnt algoritmerne på de sociale medier, men også journalister, hvis arbejdsvilkår er at producere de hurtige nyheder, der vækker borgernes følelser i den ene eller anden retning. Det er en forretningsmodel, som mange medier er mere eller mindre nødsaget til at have for at overleve. Derfor har jeg også tidligere talt for en fremtidssikret mediepolitik, hvor kvalitetsjournalistik bliver tilgodeset i stedet for de hurtige clickbait Alternativet: Mediestøtten skal nytænkes, så den demokratiske samtale bevares - Altinget: Kultur. 

Politikernes forståelse for at få taletid i sager med medieomtale og mediernes overdrevne fokus på allerede indtrufne begivenheder og katastrofer, samt ekstreme holdninger, betyder i praksis, at yderfløjene ikke blot er overrepræsenteret på de sociale medier og medier generelt. De er også overrepræsenteret i forhold til, hvad politikerne - over en bred kam - beskæftiger sig mest med. 

Politik for det store flertal forsvinder

Politikerne med hurtige holdninger, skandaler, krig, død og ødelæggelser skaber et samfund, hvor det store flertal forsvinder. Hvor politik for det normale falder i sidste række. 

Der bliver ikke lavet politik, der forhindrer miljøskandaler, kriser, etc. Fordi det kræver det langsomme, kedelige og hårde arbejde, hvor man læser alle paragrafferne igennem med en tættekam. 

Altinget Magasin har i denne uge en artikel, hvor de beskriver hvordan private konsulenthuse sælger politisk indflydelse ved at kunne få sætninger og paragraffer ind i lovgivningen. De såkaldte policyprofessionelle: De er gået fra ingenting til en usynlig og omstridt magtfaktor i dansk politik. Men hvem er lobbybureauerne egentlig? - Altinget - Alt om politik: altinget.dk. 

Her er der et eksempel på, at et firma betaler et public affairs bureau for at få en bestemt politik ind i finansloven, og tilsyneladende lykkes med det. Industriens voksende magt gennem lobbyisme er én af disse langsomme, usynlige - og dybt ødelæggende - bevægelser i dansk politik, som vi skal have mere politisk opmærksomhed på. 

Disse bevægelser kræver stærkere demokratiske muskler som værn mod de ensidige økonomiske interesser. 

Frygt-baseret og frygt-skabende politik 

En sidste sørgelig del af analysen er, at der er mange politikere, og hele partier, der lever af, at alle borgerne er bange for de yderste fløje af vores samfund. De puster derfor til hadet, angsten, frygten, etc. Om det er frygten for højrefløjens racistiske og fascistoide tilbøjelser, eller frygten for venstrefløjens “krænkelsesparathed”, “cancel-culture” og folkedomstol. Befolkningen bliver kort sagt gjort værre og mere ekstrem end dens rygte. 

Jeg mener, politik skal være noget helt andet. Politik skal ikke fremkalde en følelsesmæssig reaktion hele tiden. Det skaber et usundt social-psykologisk samfund, hvor folk er stressede, og hvor populismen får gode vilkår. 

I stedet skal vi lave politik ud fra de statistiske kendsgerninger. Der først og fremmest skal laves politik for alle de “normale” moralske holdninger, hvor vi er tillidsbaseret og har et meget velfungerende samfund. Normale holdninger omfatter ikke kun politik for majoritetens velbefindende, da de fleste borgere moralsk og etisk ønsker at leve i et samfund, hvor alle har det godt.  

Et eksempel kunne være handicappolitik. I det danske velfærdssamfund vil de fleste være enige i, at selvfølgelig skal alle med handicap have det udstyr, som de har behov for. Så kan vi være uenige om, hvem løser opgaven bedst - om det er kommunen, staten eller private. Men den moralske norm om, at alle skal behandles ordentligt, er vi enige om. 

Derudover er det selvfølgelig også vigtigt, at der laves politik for de problematiske randfænomener - indenfor alle områder. Men det er vigtigt i det politiske design, at man ved, at det ikke er ALLE, der fx skal forventes at være kriminelle. Statistisk set er det et par procenter. Derfor skal hele velfærdsstaten, retsstaten og videnssamfundet ikke kastes under bussen - i jagten på at stoppe de yderste ekstreme cases. 

Identitetspolitik er baseret på følelser

Personligt har jeg svært ved at indgå i de samtaler, hvor mange får en stærk følelsesmæssig (over)reaktion. Og de reaktioner findes både på højre- og venstrefløjen. Der er en sammenhæng med, hvad der bliver kaldt identitetspolitik. Det er politik, der ikke handler om de grundlæggende tandhjul i samfundet. Derimod er det politik, der giver en bestemt følelse - typisk en følelse af manglende anerkendelse af noget, man har forbundet med ens egen identitet. 

Ophavet er, at i velfærdsstaten, retsstaten og videnssamfundet ser man kun borgere. Tidligere diskuterede højre- og venstrefløjen ud fra klare ideologiske grundpræmisser, hvordan borgerne skulle behandles i velfærdsstaten, retsstaten og videnssamfundet. I dag er den debat næsten død; kun Liberal Alliance synes at have en ideologisk tilgang til staten og velfærdsstaten. 

I stedet har en høj grad af moralisering over andres adfærd taget over i politik. Man diskuterer ikke politisk, hvordan samfundet skal indrettes. Man udskammer dem, som ikke har den samme holdning eller handling, som en selv. Og man hopper hurtigt ned i skyttegravene, fordi folk er meget nidkære i forhold til, hvilke ord der bliver brugt, etc. 

Identitetspolitik bidrager derfor til polariseringen. Fordi der skabes en følelsesmæssig reaktion på politiske samtaler, der umuliggør den gode “gamle” form for politisk diskussion og samtale om samfundet som helhed, hvor vi alle er borgere. Hvis de fleste ikke ser borgere, men i stedet for ser veganere, kødspisere, landmænd, skolelærere, jurister etc., så polariseres samfundet. 

Her står identitetsmarkørerne i yderpositioner skarpt over for hinanden. Føler slagterimedarbejderen at blive udskammet og ikke anerkendt af de københavnske politikere? Føler den unge veganer sig ikke anerkendt, hvis der ikke er vegansk mad i kantinen?

En veganers følelsesmæssige reaktion står i krig og konflikt med slagterimedarbejdernes følelsesmæssige reaktion, og kan ikke andet end føre til en følelsesladet konflikt.

Hvad foregår imens?

Imens den følelsesmæssige krig foregår, sidder de policyprofessionelle - lobbyister og public affairs bureauer - og får designet lovgivningen, så det passer til deres kunders økonomiske interesser. 

Som jeg har berettet om mange gange, er min oplevelse, at lovgivningsapparatet i Folketinget er kollapset. Der bliver ikke lavet en ordentlig demokratisk lovgivning baseret på borgernes valg. Lovgivningen og de vigtigste politiske beslutninger sker i lukkede rum over hos ministeren, hvor den reelle substans bliver lavet af dem som har overblik over den - embedsfolk i samarbejde med interessenter med økonomiske særinteresser og policy professionelle. Det er forskningsmæssigt veldokumenteret.

Mit indtryk er, at politikerne i høj grad ikke er beskæftiget med de store politiske dagsordener - andet end på overskriftsniveau og hensigtserklæringsniveau. Derfor opdager de typisk ikke, hvad de er med til at stemme igennem, eller kender konsekvenserne af det. Det er derfor de bliver overrasket og forarget, når fx vores havmiljø er døende. De fleste partier har stemt for den politik, som har ført til det døende havmiljø. Men fordi de ikke har sat sig grundigt ind i materialet og læst høringssvarene med advarslerne, så oplever de ikke, at de selv har skabt den virkelighed, de begræder.

Politik baseret på viden og moral

Jeg mener, det er vigtigt, at vi får taget et opgør med identitetspolitikken - både på højre- og venstrefløjen. Samtalen om, hvordan vi skal organisere vores samfund, skal ikke tage udgangspunkt i følelser på yderfløjene, men derimod i viden og moral. 

Hvis emnet er dyreproduktion, vil de fleste godt kunne forstå, at dyrene selvfølgelig skal behandles ordentligt ud fra et dyreetisk perspektiv. Og hvis de havde faktuel viden om, hvordan dyrene har det i den nuværende dyreproduktion, ville de være dybt kritiske. Det ville være en kritik baseret på viden, ikke følelser. 

Jeg mener selvfølgelig ikke, at følelser ikke er vigtige for mennesker. Hvad jeg siger er blot, at vi ikke kan basere en stat og politik på folks følelser. Vi må tilstræbe at basere stat og politik på viden og moral. Resultatet vil være et “normalt” godt samfund.