Den demokratiske skinproces
5. juni 2024
Af Theresa Scavenius
Grundloven §41. Stk. 2. Et lovforslag kan ikke endeligt vedtages, forinden det tre gange har været behandlet i folketinget.
Det, jeg har erfaret i Folketinget, er, at lovbehandlingen i høj grad er blevet ceremoniel og synes at have mere karakter af en skinproces frem for en reel og substantiel behandling af lovforslag.
Det spørgsmål, som jeg har stillet mig selv, er, hvorvidt mine erfaringer er udtryk for et par enkelte svaler, eller er der tale om en generel tendens.
Hvad er lovbehandlingskvalitet, og hvordan måles det? For at kunne svare fyldestgørende på disse spørgsmål kræver det et større kvalitativt studie og kortlægning af Folketingets arbejde - gerne set i et historisk og komparativt perspektiv målt op imod den ideelle demokratiteoretiske lovbehandling.
Sådan et studie har jeg ikke mulighed for at lave lige nu, men jeg har startet med at indsamle en række relevante indikatorer. En indikator på lovbehandlingskvalitet, som CEPOS har brugt, er at kigge på, hvor mange dage det tager for et lovforslag at blive behandlet i Folketinget. Her er resultatet, at antallet dage er halveret fra 2005-2022. Altinget: Derfor går politikerne ned med stress. Det er ét stykke evidens for faldende kvalitet af lovbehandling.
En anden indikator i forhold lovbehandlingskvalitet er at kigge den substantielle behandling af lovforslagene i Folketinget. Der er mange opgørelser, som jeg mener kunne være interessante, men et sted at starte er at kigge på, hvor lang tid bliver lovforslaget behandlet i Folketinget.
Ifølge grundloven skal der være tre behandlinger af alle lovforslag. Hvorfor er det vigtigt med tre behandlinger? I Grundloven står der, at et “lovforslag kan ikke endeligt vedtages, forinden det tre gange har været behandlet i Folketinget”.
Hvorfor står det i Grundloven? Fordi det er debatten og samtalen, der udgør det demokratiteoretiske fundament og ideal. Der er en intention i Grundloven, at det skal være åbent for alle, når landets folkevalgte diskuterer, hvilken retning samfundet skal trækkes. Det teoretiske grundlag er, at kilden til demokratiets styrke ligger i dialogen. Ideen er, at folk er villige til at acceptere bedre argumenter og ny viden, der måtte komme frem i processen.
Det er en vigtig proces, så borgerne er oplyste og derved kan engagere sig i den deliberative proces om den politiske udformning af fremtidens samfund.
Derudover ligger der også et epistemisk argument i de fleste demokratiteorier, at beslutninger bliver bedre gennem åbenhed. De mange iterationer skal gøre det klart og tydeligt, hvad lovforslagenes præmis er, samt konsekvenserne heraf. Det sker bedst ved, at det er en lang og åben proces, der muliggør, at alle gode argumenter og ny viden kan komme frem i processen og blive inddraget, og i sidste indsats korrigere og tilpasse lovforslagene. Den åbne proces sikrer, at nogen eller noget ikke har en skjult magt over beslutningerne, og dermed at beslutningerne i stedet træffes med udgangspunkt i evidens, fakta og viden.
Derfor blev jeg straks bekymret, da jeg kunne erfare, at 2. og 3. behandlingerne i Folketinget synes at være nærmest fraværende. Til 1. behandlingen i dag er det kutyme, at partierne tilkendegiver deres politiske stillingtagen til lovforslaget og om de stemmer ja eller nej. Fra deraf er det meste af lovbehandlingen ceremoniel.
Det er langt fra idealtilstanden. Det er især kritisabelt, fordi det i praksis er sådan, at alle lovforslag er fremsat af regeringen. Det betyder, at de tre behandlinger i Folketinget er Folketingets eneste mulighed for at udføre deres arbejde som kontrollerende institution overfor regeringens politik.
Hvis Folketinget ikke varetager deres funktion ved at lave tre substantielle behandlinger af regeringens lovforslag, så er der ikke en åben og demokratisk proces omkring regeringens beslutninger og lovforslag.
Til en debat i Folketingssalen, hvor jeg kritiserede mine kollegaer i Folketinget for ikke at engagere sig i 2. behandlingen og 3. behandlingen af flere lovforslag, sagde Mette Abildgaard fra De Konservative, at det reelle politiske arbejder foregår andre steder end i Folketingssalen, nemlig i partigrupperne, forligskredsen og udvalgene, og Trine Bramsen (S) sagde, at det er helt normalt, at forslag kun bliver diskuteret til 1. behandlingen.
På baggrund af alt dette blev jeg nysgerrig på at få et overblik over kvaliteten af lovbehandlingen på dette punkt.
De 90,2 procent
Jeg har derfor optalt alle 2. og 3. behandlinger i denne Folketingssamling (oktober 2023- juni 2024) manuelt (jeg tager forbehold for fejl. Jeg lægger mine data frit frem, således at hvis der er nogen som finder en fejl, kan det blive rettet og resultaterne opdateret).
Her er resultaterne:
Der er 315 antal forslag (fordelt på regeringens 183 lovforslag og Folketingets 132 beslutningsforslag)
Der er blevet talt 1.722 minutter.
Fordelt på 49 gange med diskussion om beslutnings- og lovforslag.
Det svarer til 9,8 procent af lovbehandlingerne, der blev diskuteret.
Jeg har selv deltaget i 10 af de 49 lovbehandlingerne med diskussion.
Konklusionen er, at 90,2 procent af 2. og 3. behandlingerne af en indholdstom ceremoniel skinproces. Der har i den sidste samling været debat til 49 lovbehandlinger ud af 500 lovbehandliSe videoen, hvor Trine Bramsen siger til mig, at det er helt normalt, at lovforslag kun bliver behandlet til 1. behandlingen:nger. Dvs. at 451 lovbehandlinger i folketingssalen har været uden demokratisk samtale om lovens betydning, konsekvenser samt partiernes stillingtagen til dette.
De 90,2 procent er endnu et stykke evidens for, at kvaliteten af lovbehandlingen er meget ringe eller nærmest ikke-eksisterende i Folketinget.
God Grundlovsdag!
