Regeringens sofisteri om universiteternes uafhængighed
Videnssamfundet hviler på et løfte fra oplysningstiden: at viden skal være fri og uafhængig – ikke tjene magten. Alligevel strammer regeringen igen igen grebet om universiteterne og flytter kvalitetssikringen direkte ind i ministeriet.
Folketinget lader sig overbevise af regeringens velkendte svada om effektivitet og smidighed, selvom det i praksis betyder centralisering og politisk kontrol.
Med regeringen i spidsen fortsætter afvikling af universiteternes rolle som politisk og økonomisk uafhængige vidensinstitutioner.
Menneskets myter og historier
Homo Sapiens har altid haft et anstrengt forhold til sandhed. Den menneskelige race har bygget samfund på fantasier og smukke historier. Det skriver Yuval Noah Harari om i bogen 21 ting du bør vide om det 21. århundrede. Pointen er, at sandhed og viden aldrig har været stærke institutioner i menneskehedens historie. De stærkeste institutioner har altid været dem, som byggede på fortællinger, narrativer, fjendebilleder, osv.
Videnssamfundets fødsel og vugge
Derfor var det også en kraftpræstation, at det lykkedes at institutionalisere nogle af oplysningens ideer, idealer og principper om fx fornuft, videnskab og frihed i forskellige institutioner, herunder universiteterne.
Hvad er så et universitet? Det er en institution, der forsøger at lave studier, der har grundige overvejelser ift. data, metode, teori og videnskabsteori. Derfor har man lavet forskellige systemer for at sikre vidensproduktionen imod økonomiske og politiske interesser. Simpelthen for at kunne producere viden, der kan testes for deres gyldighed. Det bliver aldrig perfekt - derfor fortsætter forskningen for evigt og vi bliver hele tiden klogere.
Uafhængigheden af væk
For at skabe den vidensproduktion havde vi derfor i Danmark en ledelsesmæssig og økonomisk uafhængighed på universiteterne indtil universitetsreformen i 2003. Siden da er universiteternes uafhængighed skrumpet.
Det startede med at gå ud over den organisatoriske og institutionelle uafhængighed. Men i dag er også den individuelle forskningsfrihed truet, hvor flere og flere forskere melder, at de føler et pres for at undgå at kommunikere om deres forskning, eller på anden vis svække deres vidensproduktion.
Men det er ikke tilstrækkeligt for regeringen.
Endnu en luns af armslængdeprincippet
For et halvt år siden skar de en luns af armslængdeprincippet ind ift. hvordan bestyrelsen for universiteterne bliver udpeget. Det kommenterede jeg på i et debatindlæg i Information.
Det kom oven på en lovændring i 2017, hvor der også blev skåret en luns af universiteternes uafhængighed i form af, at ministeren i sidste ende skulle godkende deres bestyrelsesforperson.
Det har ført til, at Danmark er faldet i de internationale rankings, der måler universiteternes uafhængighed, jf. Measuring academic freedom in Europe: a criterion referenced approach.
Det er med andre ord ikke længere en selvfølge i vores såkaldte videnssamfund, at vi politisk og institutionelt værner om universiteternes frihed og armslængde.
I dette forår skal der skæres endnu, endnu en luns. I dette tilfælde ift. universiteternes mulighed for at udbyde uddannelser, der er politisk uafhængige.
Ifølge de europæiske Bologna-standarder for kvalitetssikring af videregående uddannelser kræves det, at kvalitetssikringen er organisatorisk og operationel uafhængig af regeringen.
Men netop dette fundament, blev rokket ved under førstebehandlingen af et lovforslag (L153) i Folketingssalen torsdags i sidste uge. Og det skete med en forbløffende mangel på klarhed over, hvad uafhængighed egentlig betyder. Et sted at undersøge uafhængigheden og dets betydning er i kvalitetssikringen.
Afhængig kvalitetssikring
Kvalitetssikringen sker i det, som hedder akkreditering. Akkreditering er en faglig vurdering af, hvorvidt en institution lever op til bestemte standarder for kvalitetssikring, og i Danmark har det hidtil været en opgave varetaget af en uafhængig institution, Danmarks Akkrediteringsinstitution, på armslængde af det politiske system.
Lovforslaget lægger op til, at Danmarks Akkrediteringsinstitution nedlægges, og at sekretariatet for Akkrediteringsrådet rykkes direkte ind i ministeriet. Samtidig får ministeren beføjelsen til at udpege hele Akkrediteringsrådet. Tre medlemmer skal godt nok formelt indstilles af uddannelsesinstitutioner eller interesseorganisationer, men alle udpeges i sidste ende af ministeren. Jeg forstår ikke helt, hvad interesseorganisationer laver der. Jeg vil derfor stille et ændringsforslag, der fjerner dem fra lovteksten.
Det fremføres, at rådet og sekretariatet stadig vil være fagligt uafhængige. Men hvordan kan en organisation, der både håndteres og bemandes fra et ministerium, fortsat betragtes som uafhængig?
Under førstebehandlingen udspillede der sig en debat, der var mildest talt komisk. Det viser sig, at ministeren og alle partier undtagen Liberal Alliance havde en forbløffende manglende forståelse af ikke blot vigtigheden af uafhængighed, men i det hele taget hvad uafhængighed betyder.
Liberal Alliance står som det eneste parti, udover mig, der åbent og konsekvent taler imod forslaget. Det er uhyggeligt, at det kun er LA, som har en principiel tilgang til universitetspolitikken.
Endnu mere foruroligende var det, da Radikale Venstres ordfører erklærede, at “det selvfølgelig ikke kunne komme bag på nogen, at Radikale bakker op om forslaget”.
Jeg responderede selvfølgelig med, at det skam var meget overraskende for mig, fordi jeg troede, at uddannelsesområdet var en af deres kernesager. Men det er en decideret rystende erkendelse, at akademikeres uafhængige stemmer ikke længere er Radikale Venstres politiske kompas.
Ordføreren fra Radikale Venstre svarede mig med noget i retning af, at det var latterligt, at jeg ikke havde forstået, hvordan det foregår på Christiansborg. Radikale Venstre er med i finansloven og støtter afbureuakratisering forklarede hun, som en begrundelse for at skære i universiteternes politiske uafhængighed.
Effektivitet over uafhængighed
Men ordføreren var inde på noget interessant. For netop afbureuakratisering er nemlig begrundelsen for lovforslaget. Der står ordret: “Regeringen har besluttet at omprioritere ressourcer fra statslig administration til borgernær velfærd”.
Derfor fokuserede ordførerne også primært på, at lovforslaget var godt, fordi det skabte “smidighed”, “effektivitet”, og at “det kan gøres klogere”, “Bruge ressourcerne fornuftigt” og “Arbejdet bliver lettere”. Det er det samme argument, som bl.a. bliver brugt, når folketingsarbejdet skal slankes.
Linjen er tydelig: Effektivitet vægtes højere end uafhængighed. I praksis betyder det blot en øget centralisering og politisk styring fra ministeriets side.
I min tale fokuserede jeg på, hvordan debatten udviste meget ringe forståelse for universitetets ånd. Og at den ånd er inkommensurabel med politisk styring.
Universitetet er i sit væsen et sted, hvor viden fødes gennem kritisk tænkning og metodisk frihed – ikke gennem tilpasning til skiftende ministerielle dagsordener. At tro, at man kan sikre uafhængighed gennem centralisering, er en selvmodsigelse og en grundlæggende misforståelse.
Politisk sofisteri
Men problemet stikker endnu dybere. Der er nemlig en udbredt konsensus blandt ordførerne og ministeren (undtagen mig og LA), at den “faglige uafhængighed” skam var sikret. Dette til trods for, at Akkrediteringsrådet udpeges af ministeren og at sekretariatet flyttes ind under ministeriet.
Jeg spurgte selvfølgelig alle ordførerne, hvordan de kunne få det til at hænge sammen. De fleste svarede noget i retning af, at vi skulle have tillid til embedsværket.
Jeg spurgte også ministeren direkte: Hvis alt i dette lovforslag er så uproblematisk og uanfægteligt, hvordan forklarer regeringen så, at selv Danmarks Tekniske Universitet i sit høringssvar rejser tydelige bekymringer om brud på armslængdeprincippet.
Ministerens svar var rystende i sin logik: Regeringen havde lyttet til kritikken, og derfor havde man skrevet ind i lovforslaget, at rådet fortsat vil være fagligt uafhængigt. Altså – uagtet at substansen i loven centraliserer kontrollen, flytter sekretariatet ind i ministeriet og giver ministeren magt til at udpege hele rådet, så har man bare skrevet “faglig uafhængighed” i teksten, og dermed er problemet løst.
Det er en logik, der ville kunne bruges til hvad som helst. Med samme tilgang kunne man skrive “denne lov sikrer frihed” og derefter lovliggøre slaveri i lovens substans. Retorikken må aldrig få lov at ophæve substansen.
Det er det rene politiske sofisteri og ordmanipulation.
Men heldigvis findes der internationale definitioner og standarder, som ikke blot kan politiseres. Jeg har derfor bedt ministeren svare skriftligt på, hvordan lovforslaget sikrer, at vi ikke falder yderligere i de internationale rankings for uafhængighed.
Mit indtryk vurdering er, at påstanden om, at Danmark stadig lever op til disse krav, samtidig med at hele kontrolmekanismen rykkes ind under ministerens beføjelser, i bedste fald er naivt. I værste fald er det bevidst vildledning.
Vi kan ikke bare ændre på definitionen på uafhængigheden, som den er internationalt defineret.
For at mindske svækkelsen af den politiske armslængde har jeg stillet et ændringsforslag, hvor jeg foreslår, at det udelades at rådet kan placeres i departementet direkte under ministeren. Det er alt andet lige bedre, hvis det placeres i en styrelse.
Men som jeg har skrevet flere gange om her på nyhedsbrevet, så er det jo sådan, at ændringsforslag ikke længere kommer automatisk til afstemning. Så det er lidt full circle på problemerne.
Vi står altså med et lovforslag, der ikke blot svækker armslængdeprincippet. Det udstiller en manglende forståelse af universitetets rolle i et oplyst demokrati. Det er nok for sent at vende om, når det kun er Liberal Alliance der er vågen og ser, hvad der er ved at ske: Et grundprincip i dansk uddannelsespolitik er, fortsat, i stilhed ved at blive afmonteret. Og partierne, der historisk har værnet om frihed og forskning, sover bag rattet.
Dig + 1
Du har forhåbentligt allerede givet din vælgererklæring. Men her får du en opfordring til at få 1 ekstra til at give én. Hvis alle 8000+, som har givet en vælgererklæring, får 1 ekstra til at give en vælgererklæring, vil Grønne Demokrater lynhurtigt være tæt på at blive opstillingsberettigede.
