Oprustningspolitikkens manglende nuancer

I Europaudvalget arbejder vi med mange politiske områder. Derfor er det spændende og krævende. Men særligt to ting har fyldt i 2025: Oprustning og deregulering af EU-direktiver for at fremme europæisk konkurrenceevne. Og disse to punkter er endda i høj grad slået sammen, da man vil sikre europæisk konkurrenceevne ved at gøre det mere smidigt at investere i den europæiske forsvarsindustri. 

“Vi lever i den farligste tid.”, “Den internationale verdensorden undergår voldsomme forandringer, der ikke er set siden 1945.”, “Vi bliver nødt til at acceptere virkeligheden, at tiden efter anden verdenskrig og koldkrigen, er blevet alvorligt forstyrret.”, “Historien vil ikke tilgive os at forblive passive.” Sådan lød det fra Europa Kommissionen i forbindelse med offentliggørelsen af ReArm Europe-planen. Konklusionen er at den eneste rigtige vej er oprustning - koste hvad det vil.

Hastighed over kvalitet
Ja, krigsstemningen buldrer afsted. Som svar på krigen i Ukraine og truslen fra Rusland, har forårets fokus på forsvarspolitikken handlet om oprustning. Og på oprustning i sig selv som styrkemarkør. Der skal købes, købes og købes, som vores Statsminister siger det, og hovedinstrumentet til det gode forsvar er at styrke selve industrien. Logikken er at bedre konkurrenceevne for industrien skaber mere sikkerhed. Det er i hvert fald min analyse efter af EU kommissionens papirer, mange EUU-møder, hvidbogen for europæisk forsvar og regeringens erhvervsfremmende politik ift. sikkerhedsspørgsmålene. 

Spørgsmål om forsyningssikkerhed og kritisk infrastruktur og anden konkret planlægning fylder for lidt. Oprustningen skal endda ske med en hastighed, der tillader fejl i processen - denne cart blanche åbner regeringen for på forhånd: Der vil blive begået fejl. Det er nødvendighedens politik, der kan retfærdiggøre stort set hvad som helst. 

Grundige politiske debatter eller konsekvensanalyser fraprioriteres. Det er på trods af, at forfatteren bag én af de rapporter, som der oftest referes til, når der tales om behovet om deregulering og øget europæisk konkurrenceevne, nemlig professor Enrico Letta, selv har forklaret, at vi skal passe på med, at forsvarspolitikken ikke absorberer alle andre områder. Hans veltimede kommentar kom til et møde i Folketinget, som jeg også deltog i, ugen op til publiceringen af hvidbogen for den europæiske oprustning.

Jeg har argumenteret for, at det jo netop er via instrumenter som konsekvensanalyser, at vi kan sørge for, at ressourcerne faktisk går til det, vi reelt har brug for ift. sikkerheden. Går vi ikke grundigt til værks, betyder det, at vi ikke sikrer os, at investeringerne overhovedet forholder sig til de politiske målsætninger.

Tvetydig sikkerhedspolitik
Baggrunden for det store fokus på europæisk oprustning og forsvar er også, at USA og Trump-administrationen har truet med at trække sig ud af NATO. Vi kan ikke længere stole på USA som forsvarssamarbejdspartner, hvorfor målsætningen er, at EU skal kunne forsvare sig selv i 2030. Vores statsminister har selv beskrevet, at der er behov for et europæisk “totalforsvar” til et møde i EUU. 

Men samtidigt investerer vi massivt i amerikansk militærisenkræm, jf. Vi skal stadig købe våben af USA, mener politikere: 'De har kapaciteter, vi er glade for at bruge' | Politik | DR, og opretter forsvarssamarbejdsaftaler med USA, hvor vi tillader amerikanske tropper på dansk jord og overgiver dansk jurisdiktion til USA. Når det kommer til forsvarsinvesteringer og forsvarssamarbejder, er den danske udenrigspolitiske linje altså meget uklar.

Derfor har jeg gentagne gange spurgt ind til, hvad regeringen mener om forsvarssamarbejdet med USA, og om vi kan indarbejde kriterier i de europæiske direktiver for investeringer i forsvarsindustrien, der sikrer at produktionen faktisk går til Europa, og ikke tredjelande. Sådanne kriterier mangler nemlig i de direktiver, vi har arbejdet med i udvalget. 

Jeg har også spurgt om hvorvidt regeringen fortsat vil investere i den amerikanske forsvarsindustri. For dette gør os yderligere afhængig af USA. Mange af indkøbene er endda  afhængig af amerikansk software. Derfor har jeg også spurgt ind til, hvor mange licenser og aftaler forsvaret har med den amerikanske regering. Men forsvarsministeriet vil ikke svare på dette, da de mener det klassificeret information.

Der har været mange vævende ministre på banen til EUU-møderne - indtil Statsministeren kom til ekstraordinært møde og skar igennem: USA er vores vigtigste allierede. Denne retorik er nu kun alt for velkendt og tilrettelagt i de danske medier.

Deregulering, manglende etik og nedbrydelsen af idealer
Både EU og regeringen vil øge hastigheden ved at deregulere våbenindustrien og EU’s investeringer heri. I foråret har EU haft travlt med at fjerne “barrierer” for investering i forsvarsindustrien.

Dette inkluderer at fjerne etiske regler for investeringer. Men vi glemmer, at vi har reguleret af gode grunde. Blandt andet regler for at undgå krænkelser af folkeretten. Men det virker ikke til at optage regeringen synderligt. Heller ikke ift. den aktuelle situation i Gaza.

Faktisk arbejdes der aktivt på at nedbryde politiske idealer for at gøre muligheden for investeringer mere “smidige”. Derfor skal den forsvarspolitiske debat ikke kun handle om, hvilket både EU og regeringen ellers prøver at få det til, hvorvidt man er for eller imod oprustning. Den skal også handle om hvordan, vi vil opruste. Jeg mener ikke, at vi bør slække på vores etiske standarder.

Regeringens politik er ikke blot en oprustningspolitik. Det er en politik, der koster på de idealer, vi har opbygget vores retssamfund på. Men det en selvmodsigende politik. For nedbryder vi de idealer og regler, vi bygger vores samfund på, nedbryder vi selv de ting, vi kæmper for.

Og det er lige præcis, dét, der sker. Vi afmonterer frivilligt det, som vi siger, vi kæmper for. Vi kan ikke tillade os at opfatte vores vores etiske retningslinjer og demokratiske værdier som barrierer for at kunne opruste og føre krig effektivt.

Pris og ideologi 

Et andet spørgsmål er - hvor skal pengene komme fra? Regeringen glemmer ofte at forholde sig til, at økonomien til oprustning ikke kommer dumpende ned fra himlen. Det er penge, som tages fra noget andet.

Også ift. dette spørgsmål har flere ministre været vævende. Altså indtil statsministeren trådte til i marts: “Det kommer til at koste. Økonomisk på f.eks. velfærdspolitiken, den grønne omstilling, sundheden osv.”

Der er med andre ord en klar ideologisk og politisk linje: Den europæiske og danske forsvarspolitik er drejet til højre. Der er nu stor politisk villighed til at give køb på både etiske standarder og borgernes velfærd. Både i Danmark og i Europa.

Dette ideologiske skred skal vi være opmærksomme på - også i forsvarspolitikken. Hvorfor skal Danmark være i front for denne ideologiske kamp i Europa? Det er en debat, der er ikke-eksisterende. Jeg mener, vi skal genskabe den: Der er forskel på rød og blå forsvarspolitik. Det undrer mig, at fx SF og Enhedslisten kan være nærmest komplet enige med fx DF og Venstre i tilgangen til oprustning. 

Nedlukning af politisk debat

Noget katastrofalt, som forsvarsdebatten har ført med sig er, at det virker til, at den danske forsvarsdebat har fået trukket en dyne ned over sig. Det er et snævert fokus: Enten er du for eller imod.

Regeringens politiske linje skal helst slet ikke diskuteres - ej heller detaljerne. I så fald, bliver man beskyldt for at “tale med to tunger”, som erhvervsministeren beskyldte mig for under EUU-møde d. 16. maj 2025. Så meget for at argumentere for diplomati.

Den politiske linje er faktisk at delegitimere andre holdninger og perspektiver. Det skjuler de ideologiske forskellige og fjerner politisk debat. Det er en polariserende og totalitær tendens, vi klart bør bekæmpe. Og for at bekæmpe den tendens, er det ikke nok blot at sige, at man er for eller imod oprustning. For at bekæmpe polariseringen, skal vi fremtvinge nuancer og interessere os for: Hvad det er for politiske perspektiver, som regeringen ikke vil have frem.

Vi skal interessere os for, hvorfor de ikke ønsker perspektiver som:

• At gå detaljeret til værks i afgørende og konsekvenstunge politiske beslutninger

• At gå diplomatisk til værks i multilaterale konflikter.

• At sikre retsprincipper, og det demokratiske fundament, vi står på. 

Det autoritære ryk, den maksimalistiske politik

EU og Statsministeren har lagt en klar politisk linje. En linje, hvor fokus er på magt, krig, konfrontation og uforsonlighed. 

Til EUU-møde d. 18. marts 2025 forklarede vores statsminister, at ifølge hende, er der, ift. spørgsmålet om europæisk oprustning og krigen mellem Ukraine og Rusland, kun to veje at gå. Enten er du med os, eller os er du imod os. Statsministeren er kendt for hendes skarpe holdning til Ukraine, og den er ikke blevet midlet efter, at der bliver talt fredsforhandlinger blandt både Rusland, USA, Ukraine, England og Frankrig.

Til dette møde fortalte hun også, som svar på et spørgsmål fra DF, om hvordan regeringen praktisk forestiller sig Ukraines mulige rolle, de langsigtede planer herfor og om man kunne forestille sig en form for Ukrainsk neutralitet, at hun ikke tror på neutralitet. Ikke bare i denne kontekst, men at hun ikke tror på, at der findes neutralitet overhovedet. Verdenssynet er præget af konflikt og sammenlagt med hendes tilgang til forsvar og oprustning: en eskalering heraf. 

Dette bør få alarmklokkerne til at ringe hos alle med en historisk hukommelse. Særligt når man samtiller det med hendes udtalelse om, at skabe et europæisk totalforsvar. Vi må og skal ikke acceptere den totale verdensinddeling.

Vi skal ikke male vores fjendebilleder i så klare farver, at vi kommer til at spejle os i dem. Vi skal ikke acceptere et verdensbillede, der er præget af “stammetænkning” - et udtryk som statsministerenogså også brugte til samme møde.

Jeg mener, at vi skal være opmærksomme på disse autoritære ryk, selv når det sker i kampen mod autoritære regimer. Den politiske tilgang bør i stedet være gennem debat og argumenter, der grunder sig i analyser og klare strategier. 

Hvor er oppositionen?
Men der mangler en stærk opposition til at varetage denne opgave. Den er blevet vækket ift. base-aftalen med amerikanerne. Men jeg savner den ift. oprustningspolitikken generelt.

Vi kan ikke have en regering i Danmark, der ikke tror på neutralitet og diplomati. Vi kan ikke have en regering, der ikke giver plads til humanisme, solidaritet, empati, retsinstitutioner, internationale konventioner, politisk debat og etiske standarder for politisk udøvelse.

Vi skal derfor give regeringen et stærkt modsvar. Vi skal have en stærkere opposition. Mne problemet er, at den propagandistiske, polariserende retorik er forførende og virker logisk for de fleste. I krigsstemningens skygge glemmer vi historiens grimme ansigt.

Vi er kollektivt ved at glemme, hvorfor vi siden 2. verdenskrig har arbejdet hårdt for at skabe internationale konventioner og europæisk lovgivning, der kan begrænse den unuancerede og fjendtlige stammelogik.

Vi er ved at lade os køre ned af krigsmaskinen og glemme de demokratiske principper, vi påstår, vi kæmper for.