Vandsektorloven

Vand er centralt for alt. Derfor interesserede jeg mig for, hvordan regeringen og folketinget havde planer om at liberalisere vandsektoren. Heldigvis mødte det meget kritik, inden lovforslaget blev fremlagt. Da forslaget kom i Folketinget, var der ikke længere tale om en fuld liberalisering, men det de kalder for en konkurrenceudsættelse. Metoden er, at embedsfolk over i Erhvervsministeriet nu skal - med en økonomisk benchmarking model - styre vores vandsektor. Tidligere var de økonomiske modeller et vejledende værktøj, hvor de nu er et styringsværktøj. Embedsfolkene får derudover beføjelser til at omgå kommunalbestyrelsernes beslutninger samt vandselskabernes.

Det er for mig at se en voldsom magtforskydning. Vandsektorloven er et godt eksempel på det. Her står der over 1600 gange i lovforslaget, at ministeren og embedsfolk “fastsætter” på et senere tidspunkt det reelle indhold af loven. Folketingsmedlemmer vedtager med andre ord blot en lov, der “bemyndiger” ministeren og embedsfolk til at bestemme det hele. De fralægger sig den politiske magt. Det er sket indenfor alle områder - men særligt klima og miljø.

Resultatet i dette specifikke tilfælde er, at magten over vores vandsektor bliver samlet i erhvervsministeriet, hvor det er den økonomiske logik, som dominerer over klima- og miljøfaglighed. Med loven får erhvervsministeriets økonomiske benchmarking model magt over kommunalbestyrelsernes beslutninger samt vandselskabernes vurderinger.

Hvorfor gør de det? En del af forklaringen er, at mange politikere ser politiske spørgsmål som administrative spørgsmål, som det er bedre, at embedsfolk teknokratisk holder styr på.

Min vurdering er, at lovforslaget stadfæster udviklingen, hvor venstrefløjen er kollapset og ikke længere kan se de store ideologiske kampe, fordi de er skjult i det, som de nu mener blot er tekniske og administrative praksisser.

Til den endelige afstemning var det kun mig, som stemte imod. Resten af Folketinget syntes det var fint at afpolitisere vores vandsektor og give magten over sektoren til en økonomisk benchmarking model i Erhvervsministeriet.

L 106 - 2023-24 (oversigt)

Forrige
Forrige

Klimaloven og oliepolitik

Næste
Næste

3. Limfjordsforbindelse