Theresa Scavenius: Mette Frederiksen er slået ind på rovdyrenes sti

I sin nye bog ’Rovdyrenes tid’ præsenterer den italiensk-schweiziske forfatter Giuliano Da Empoli en skarp politisk samtidsanalyse. Bogen er skrevet på baggrund af hans erfaringer som politisk rådgiver for flere italienske ministre, herunder premierminister Matteo Renzi. Da Empoli beskriver, at der grundlæggende findes to typer af politiske aktører, som han kalder for advokater og rovdyr. Sondringen mellem advokater og rovdyr er meget illustrativ for, hvad der foregår politisk i øjeblikket – både i verden, men bestemt også i Danmark. Den er oplysende i forhold til Mette Frederiksens og regeringens demokratiforståelse.

Men lad os først lige få på det rene, hvad rovdyr og advokater er for nogle størrelser. Sidstnævnte tilhører i tiltagende grad en forsvindende verdensorden fra en æra efter 2. verdenskrigs afslutning, hvor man opbyggede institutioner som FN, EU og menneskerettighedsdomstolen.

Advokaterne fremførte et verdenssyn, hvor kultur, tro og identitet er private anliggender, mens den internationale verdensorden baseres på rettigheder, humanisme, retfærdighed og diplomati. Regler, procedurer og lighed for loven skulle sikre os imod vilkårlig magtudøvelse og den stærkes ret, hvilket netop er rovdyrenes domæne.

Rovdyrene er machiavelliske magtmennesker. De handler resolut og impulsivt. Krig, destruktion og kaos er deres rum, og de navigerer bedst i det uventede og ustabile. De trives i krisetidernes rum for styrkemarkører. Rovdyrene skaber med vilje chok som en metode til at få indført praksisser, der kun kan gennemføres, hvis det hele går hurtigt og voldsomt nok for sig.

Anvender flittigt rovdyrsstrategi

Vi har set Trump anvende denne rovdyrsstrategi flittigt, når han hver eller hver anden dag handler uforudsigeligt eller kommer med chokerende udtalelser, som lammer hele verden og fylder alle mediers breaking-spalter.

Mette Frederiksen og regeringen er begyndt på det samme. Den ene uge angriber statsministeren Roskilde Universitet og vil akut nedlægge en af deres uddannelser i stedet for at følge de normale procedurer for evaluering og kvalitetssikring af undervisning.

Den næste uge vil hun opføre en ukrainsk våbenfabrik i Jylland – uden om alle miljø-, sikkerheds- og arbejdsmiljøregler. En tredje uge skal Danmark købe langtrækkende missiler, som kan bruges til et angreb på Rusland. Vores statsminister og den danske regering er kort sagt slået ind på rovdyrenes sti.

Hvad kan grunden være? Et svar er, at det er den vej hele verden går for tiden. Som Da Empoli skriver i forordet til sin bog: »Krig er kommet på mode igen. De der taler for den, bliver valgt til ledere«.

Et andet svar kunne være, at den danske regering står over for en masse problemer, som de ikke har nogen tilfredsstillende svar på: Hvad gør vi, når AI overtager store arbejdsområder og efterlader faggrupper arbejdsløse? Hvad gør vi, når vi ikke længere kan producere mad i Danmark pga. dårlig jordkvalitet forårsaget af årtiers udpining og kemikalieforurening? Og hvad gør vi, når Nordafrika bliver ubeboelig på grund af klimaforandringerne og millioner af mennesker mister deres livsgrundlag?

Rovdyrspolitikeren har ingen god analyse af eller løsningsforslag til disse problemstillinger. I stedet er det, der er særligt kendetegnende, at rovdyret ikke søger viden og rådgivning i en legalistisk advokat-verden, der involverer åbne faglige dialoger. I stedet er rovdyrets svar på konflikter at eskalere dem. Aggression synes som svaret.

Konkret ser vi det udformet som et ’paradigmatisk skift i forsvarspolitikken’, der omlægger fra forsvar- til angrebsparathed imod den ydre (russiske) fjende. Det lyder: Angrib, angrib, angrib.

Det er derfor naturligt og forventeligt, at vi i rovdyrenes tid samtidigt ser massive tilbagerulninger af rettigheder, retfærdighed, regler, procedurer, viden samt defunding af alle de institutioner og mennesker, som arbejder for at opretholde disse normer og principper, der nu hører fortiden til.

De skal skaffes af vejen, for at en ny verden kan blomstre – en verden uden regler, hvor det igen kun er magten, som taler sit eget sprog.

Acceleration af paniske tiltag

Accelerationen af paniske tiltag fra Mette Frederiksens regerings side afslører, hvis man betragter den fra advokatens perspektiv, en regering i opløsning. Men i rovdyrenes tidsalder er det en regering, der er resolut og aldrig har haft det bedre. I rovdyrenes optik giver det god mening, at regeringen er gået all in på oprustning.

Alt, hvad der findes i advokatperspektivet, forekommer forkert og naivt. Faktisk kan advokatperspektivet synes direkte ’pinefuldt’. I hvert fald kaldte Mette Frederiksen mine spørgsmål til den lånebaserede støtte til Ukraine under et Europaudvalgsmøde for pinefulde.

Her gjorde jeg opmærksom på, at Ukraine ikke har råd til at betale de lån, som vores støtte består af, tilbage uden at skulle gældsætte sig yderligere og at de samtidigt giver afkald på egne stats- og naturressourcer, hvorfor støtten risikerer ikke at komme den ukrainske borger til gode.

I rovdyrsperspektivet er den slags overvejelser slet ikke relevante. Her ses spørgsmål om pris, rationalitet, kalkule osv. som et udtryk for svaghed og dermed en sejr for fjenden. Den politiske logik er primært voldens sprog.

Derfor giver Mette Frederiksens ’køb, køb, køb’-strategi god mening. Formålet er at vise styrke - som chimpansen, der slår sig selv på brystet. Derfor skal der ikke rejses kritik, diskussion eller spørgsmål til den politiske linje. Der skal være styr på tropperne.

I rovdyrsperspektivet er verden, politik og livet en kamp. Og den som er stærkest vinder. Derfor må konfrontation, konflikt og krig ikke høre op. For hvis det skete, ville rovdyrene være tilbage i en situation, hvor de rent faktisk skulle løse komplekse problemer - og det har de ikke kompetencerne til.

Alt andet end transparent

Når rovdyrene skaber kaos og vil anvende magt vilkårligt, er advokaternes naturlige reaktion at fremkomme med kritik. Det gør dem til rovdyrenes værste fjende.

Derfor er det nok heller ikke tilfældigt, at Mette Frederiksen i sin tale efter droneangrebet i Kastrup Lufthavn appellerede til, at folketingspolitikere holder mulig kritik for sig selv: »Tiden er ikke til hurtige meldinger eller politiske overbud eller mistillidserklæringer til myndighederne eller politiet«. I stedet bør man bakke op om regeringen og udvise tillid. Voila, så er al politisk kritik gjort illegitim. Oplysningsfilosofferne vender sig i graven.

Ligeledes er det heller ikke tilfældigt, at Mette Frederiksens embedsværk under dække af den ekstremt stramme offentlighedslov – også kaldet mørklægningsloven – var 674 dage om at finde relevante dokumenter om undersøgelsen af minksagen frem. Og det er næppe tilfældigt, at netop tillid til regeringen og til USA var et argument, der blev gentaget igen og igen i folketingssalen, da den kontroversielle baseaftale i juni skulle vedtages (en aftale, jeg mener er grundlovsstridig). Tillid til den amerikanske regering på trods af deres faktiske geopolitiske ytringer og handlinger.

Men kravet om tillid fra befolkningen er altså en fuldstændig omvending af ansvarsforholdet mellem stat og borger. Politiske eksperter vil normalt sige, at befolkningens tillid ikke er noget, man som regering og myndighed kræver, men derimod noget man kan vinde. Her er det især transparens i beslutninger og beslutningsgrundlag, der skaber tillid. Men vores regering er med en mørklagt offentlighedslov og det ene hastelovforslag efter det andet alt andet end transparent.

Meget af det regeringen gør, går netop ud på bevidst at begrænse offentlighedens indsigt i politiske beslutninger. Senest den nævnte hastelov fra august om militære anlæg, som nu giver mulighed for at opføre en ukrainsk ammunitionsfabrik uden at lokale borgere skal inddrages eller høres, uden at forsvarsministerens beslutninger skal overholde dansk lovgivning, og endda at sagerne helt kan mørklægges, hvis ministeren finder det nødvendigt.

Samtidig ser vi, at udviklingen går meget stærkt i USA, hvor Trump bl.a. forsøger at få retsforfulgt en af sine største kritikere, nemlig den forhenværende FBI-direktør James Comey. Comey blev først fyret og nu vil Trump have ham for en domstol med tynde anklager.

Truet med udvisning

Jeg håber aldrig nogensinde, vi når dertil i Danmark. Men desværre sker der hele tiden politiske nedjusteringer af den retssikkerhed og de institutioner, der sikrer os imod netop dette. Det så vi fx i sagen om fynske Nadine, der, efter et opslag på Facebook, kom for retten, og dernæst pludseligt risikerede sit statsborgerskab og blev truet med udvisning fra landet.

Det er en uhyggelig sag, hvor danske myndigheder (udlændinge- og integrationsministeriet) tilsyneladende af egen drift, tager initiativ til at fratage en borger sit statsborgerskab som følge af en ytring på et socialt medie. Nadine blev frikendt i retten, men har måttet tage kampen om sit statsborgerskab med staten - en sag der stadig ikke har fundet sin afslutning.

Så hvordan kan Mette Frederiksen og regeringen føre denne politik samtidig med, at de meget tydeligt gør sig til talspersoner for demokrati? Hvordan hænger det sammen? Hun sagde det tydeligt ved Folketingets åbning efter sidste folketingsvalg (17. januar 2023): »Vi her i salen repræsenterer et fantastisk folk. Et fantastisk land. Og vi skal passe på vores dyrebare og velfungerende demokrati«.

Hun mener ikke, at hun er i kategori med Trump, Putin og Orban, der ud fra forskellige udgangspunkter leder deres lande i en mere illiberal og autoritær retning, men en forsvarer for demokratiet.

Det vil hun påstå samtidigt med, at hun underkender internationale rettighedskonventioner, som hun har gjort i flere sammenhænge, men også til folketingets afslutningsdebat 21. maj 2025: »Samtidig mener jeg, at der er behov for et opgør med fortolkningen af de internationale konventioner. Konventionerne blev skabt for at beskytte det enkelte menneske mod overgreb og forfølgelse. Det bakker vi op om. Men i dag kan man tænke, om det nærmest er blevet omvendt. Konventionerne bliver i nogle tilfælde brugt til at beskytte de forkerte. Og vi har som land mistet muligheder for at sikre vores samfund og vores borgere mod dem, der vil os ondt«.

Og hun vil påstå det samtidigt med, at hendes regering opererer med netop hastelove, der afmonterer dansk parlamentarisme og indfører lovgivning, der underminerer vores retsstat. Fra min plads i Folketinget har jeg de sidste år fulgt bl.a. baseaftalen, hasteloven om militære anlæg, PET-loven, hooliganforslag og en række andre afgørende forslag på nært hold. Og her må jeg desværre konstatere, at hvor meget Mette Frederiksen end måtte insistere på det modsatte, arbejder hun hverken for demokratiske værdier, retsstatsprincipper eller internationalt diplomati.

Det virker som en selvmodsigelse, men måske giver det faktisk mening, hvis vi ser verden fra et rovdyrsperspektiv. For her er de demokratiske værdier ikke en del af den internationale verdensorden baseret på et universelt menneskesyn, humanisme og retfærdighed.

De er i stedet udtryk for dansk kultur. Det er det, som er det springende punkt for at forstå Mette Frederiksen og regeringens logik. De kan påberåbe sig demokratiske værdier samtidig med, at de afmonterer dem. For demokratiske værdier er for dem ikke udtryk for en moral universalisme og international ret, men for en underafdeling af den danske nationale og vestlige identitet eftersom vores politiske system historisk udspringer af demokratidannelse.

Kæmper imod hinanden

Analysen udspringer bl.a. af, at Mette Frederiksen på et tidspunkt i Europaudvalget fortalte varmhjertet om Danmark som “en stamme”. En stamme, der skulle kunne agere mere frit ift. menneskerettighederne og derfor lettere kunne smide folk ud af landet. En hypotese kunne derfor være, at for Mette Frederiksen ser verden således ud:

Vi lever ifølge Mette Frederiksen i en verden, hvor stammer kæmper imod hinanden.

Rusland og Danmark er i konflikt, fordi vi tilhører to forskellige stammer. Og i denne konflikt, er det lige meget, om vi giver køb på de ting, vi proklamerer, at vi kæmper for, så længe vi selv beslutter det. Den internationale rettighedsbaserede tilgang med humanisme, retfærdighed, beskyttelse af individet mod stater, osv. findes med andre ord ikke i hendes stammeperspektiv. Den internationale orden er alene en verden, hvor stammer bekriger hinanden.

Ifølge denne forståelse, hvor dansk identitet og demokratiske værdier smelter sammen som en fast, urokkelig enhed, selvom dette netop er en demokratisk selvmodsigelse, giver det god mening, at Mette Frederiksen vil fortsætte med at spænde musklerne og eskalere konfrontationen med Rusland og kæmpe imod menneskerettighederne.

Hun vil ikke lytte til kritik, fornuft og gode argumenter. Hun vil blive rasende på dem, som forsøger at stoppe hende. Og, som vi kender det fra corona, vil hun med al sandsynlighed operere fra et sted, hvor ingen af de folk, der befinder sig tæt på hende, tør sige hende imod. Men der findes faktisk et alternativ – advokatens perspektiv.

Advokatens perspektiv tager udgangspunkt i moralsk universalisme og humanisme. Politisk arbejder man for at institutionalisere disse i demokratiske institutioner og retsstatsinstitutioner på alle niveauer.

Det er en verden, hvor man er værdiliberal, forstået på den måde, at man værner om alle individernes ret til at leve og ytre sig frit – både ift. kultur, religion, identitet og politik, så længe det ikke skader andre mennesker. Det er en verden, hvor dansk geopolitiske sikkerhed bliver sikret igennem lange politiske og diplomatiske processer i EU, FN, NATO, etc. Og det er en verden, hvor dansk politik ikke går på kompromis med borgernes retssikkerhed for at nå politiske mål.

Denne tilgang savner jeg at se fra den danske regerings side. Tænk hvis vi engang (igen) kunne få det.

Theresa Scavenius