Modsvaret til Grøn Trepart
Folketinget implementerer Landbrug & Fødevares vision for Danmark: nemlig at fastholde den absurd store animalske produktion.
I dette nyhedsbrev skriver jeg om, hvordan det er et tæppefald for meningsfuldt og magtfuldt folketingsarbejde. Og om, hvordan vi nemt kunne gribe det hele anderledes an: nemlig ved en ekspertbaseret tilgang hvor bl.a. den animalske produktion er tilpasset, hvad vores natur, miljø og atmosfære kan håndtere. Det har jeg stillet et beslutningsforslag om i Folketinget.
Regeringen, SF, RV, Konservative og Liberal Alliance er indgået i aftalen om at implementere lobbyorganisationernes politik. Indholdet i aftalen er ikke udtænkt af folkevalgte, men de folkevalgte har takket ja til at få det hele stemt igennem.
Der står ordret i aftalen, at partierne vil stemme for al lovgivning, som implementerer Axelborg-aftalen. Det er ligesom at lukke Folketinget på dette område. Diskussionen om arealbenyttelse og ressourceforbrug afpolitiseres.
Ikke et komma er blevet ændret
Den politiske proces er et svindelnummer, der låser Danmark fast i en landbrugspolitik, der ikke er folkelig opbakning til. Den består i at fastholde animalsk produktion i Danmark. Det er hovedlinjen. Det bliver pakket ind i et gensalg af gamle ambitioner om udtagning af jorde (hvilket er fint, men ikke nyt).
Det er vigtigt at nævne, at den aftale som er blevet omtalt i denne uge ændrer ikke et komma ved den aftale, som der blev lavet med Landbrug & Fødevarer og de andre interesseorganisationer.
Indholdet af aftalen skrev jeg en artikel om i sommer.
Hovedlinjer i grøn treparts-aftale (Axelborg-aftalen):
Udtagning af jorde til skovbrug uden reduktion af animalsk produktion. Det må betyde øget import af soja (= afskovning af regnskov).
CO2 afgift tilbagebetales og med bundfradrag = ingen effekt
Deregulering og støtte til øget animalsk produktion
Støtte til fodertilsætningsstoffer, slagterier og lempelser af svineproduktion
10 mia. kr. støtte til pyrolyse som er en usikker teknologi, men som skal håndtere den store mængde gylle fra produktionen)
Dertil kommer, at CO2-afgiften er indrettet sådan, at det ikke kan betale sig at reducere antallet af dyr. Det kan kun betale sig at reducere udledninger gennem usikre teknologiske fix. En artikel i Klimamonitor givet et godt overblik over, hvordan pengene til aftalen bliver brugt.
Udfordringen hos svineproduktionen er i dag, at slagteriet af grise falder.
Det skal denne aftale bl.a. lave om på ved direkte at give præmier for slagtede grise i Danmark og lempe afgiften for antibiotika.
I alt koster denne redning 800.000.000 kr.
Tæppefald for folkestyret
Det er et tæppefald for ideen om et folkestyre. Jeg mener, at medierne er for dårlige til at formidle dette til borgere.
Jeg var i Radio4 i morges og fortalte om, hvordan dansk landbrugspolitik, med denne aftale, de facto er afdemokratiseret. Borgernes mulighed for at stemme på partier og repræsentanter, der ønsker en mere miljø- og klimavenlig landbrugspolitik, er blevet væsentligt svækket.
Folketinget, i forligskredsparlamentariamens tid, gør sig selv overflødigt ved at acceptere, at det er lobbyorganisationer, der sætter den politiske linje.
Hvorfor skal borgerne bruge tid på at stemme, hvis partierne ikke bruger deres magt, eller slet ikke har magt længere?
Jeg kan ikke sige det for ofte. Vi skal sætte en stopper for: forligsparlamentarisme (politik i lukkede ministermøder) og bemyndigelseslovgivning (lov der flytter magt fra Folketinget til embedsfolk).
Det ville sikre, at Folketinget kan praktisere den magt, som grundloven og det parlamentariske princip foreskriver, og som borgerne tror det har.
Ressourcepolitik
Men vi kunne gøre noget helt andet. I stedet for at give magten til lobbyisterne kunne vi demokratisk beholde magten og lytte til de eksperter, der har forbavsende godt styr på, hvordan vores ressourcer kan anvendes på en bæredygtig måde.
Klima- og biodiversitetspolitikken skal sammentænkes. Derfor har jeg foreslået, at al politik burde baseres på et ressourcebudget. Jeg har fremsat dette forslag som et beslutningsforslag i Folketinget, der skal til afstemning i foråret.
Grundincitament vs. miljøregulering
I det nuværende politiske system er klima- og miljøpolitik implementeret som en begrænsende regulering, der igennem forskellige værktøjer, såsom forbud, afgifter, etc., har som formål at begrænse det, der er grundincitamentet i den førte politik.
Denne politiske model har ført til, at klima- og miljøpolitikken har dårlige vilkår, da grundincitamentet om at overforbruge ressourcer er langt stærkere end reguleringen. Vi ser derfor, at klima- og miljøpolitikken i stort omfang er udsat for politisk greenwashing, såsom Grøn Trepart, hvor grundincitamentet er at bibeholde en stor animalsk landbrugsindustri, og de grønne ambitioner lægges oven på som en bureaukratisk fernis, der i praksis gøres omstændig og dyr for borgeren.
Derfor foreslår jeg en konsekvent anderledes tilgang.
Jeg foreslår, at der tages et radikalt opgør med den eksisterende politiske tilgang i klima- og miljøpolitik, hvor klima og miljø blot er et svagt add-on på en politik, der grundlæggende fører Danmark og verden i den forkerte retning. Dette kræver, at Folketinget tager ansvar for Danmarks ressourcer samt deres cyklus ift. produktion og forbrug.
Hvis Folketinget vil lave ordentlig klima- og miljøpolitik kræver det en ressourcebudgetforståelse. Klima- og miljøpolitik skal ikke længere ses som blot en begrænsende faktor, men som et biologisk faktum og grundlag for al politik. På samme måde som, at vi ikke kan lave politiske investeringer uden penge på kontoen, kan vi heller ikke producere eller forbruge uden ressourcer på kontoen.
På samme måde som, at vi diskuterer brugen af statens økonomiske råderum, skal vi diskutere vores brug af det “økologiske råderum”. Har vi plus eller minus på kontoen? I stedet for blot at skabe incitamenter til fx at producere så mange dyrehold som muligt, skal vi starte med spørgsmålet, hvor mange dyrehold har vi areal og ressourcer til?
Konsekvenser
Danmark har en grundlæggende skævhed i vores ressourceudnyttelse, hvor enkelte aktører politisk får mulighed for at overforbruge fælles ressourcer, hvilket bidrager til, at vejr- og økosystemer når “tipping points” med store konsekvenser for mennesker og natur. Med Grøn Trepart skabte Folketinget og regeringen også en magt-skævhed, da netop disse aktører fik mulighed for at bestemme Danmarks areal- og landbrugspolitik.
Mit beslutningsforslag er konsekvenstungt, da det tager den egentlige konsekvens af en implementering af vandrammedirektivet, nitratdirektivet, Paris-aftalen samt andet international og national lovgivning, hvor Danmark har forpligtet sig til at udlede færre drivhusgasser og næringsstoffer.
Udfasningsplan og grøn konkurrence
Konsekvensen af forslagets ressourcetilgang er, at erhverv og industri vil blive udfaset, hvis den er fossil og/eller baseret på en udnyttelse af ressourcer, der ikke er inden for bæreevnen. Dette vil være til stor forskel for i dag, hvor den fossile og animalske industri er subsidieret og tilgodeset af staten. Til gengæld vil erhverv og industri, baseret på vedvarende energi, recirkulering og kaskadeudnyttelse af ressourcer, få en forbedring af konkurrencevilkår.
På baggrund af analysen skal der derfor laves en kortlægning samt udfasningsplan for hvilke anlæg/landbrug/industrier, der skal lukkes eller omlægges i henhold til ressourcebudgetterne for implementering af bl.a. nitratdirektivet, vandrammedirektivet og Paris-aftalen. Hvis beregningerne viser, at der udledes for meget, vil konsekvensen være en nedlukning eller omlægning af en række af de mest forurenende landbrug og industrier. En konsekvens af dette vil være en øget grøn konkurrenceevne, fordi vi får lukket vores forurenende industrier og skabt et marked for grøn innovation, hvilket vil bidrage til at understøtte dansk økonomi til en fremtid og et europæisk marked, som den, der er beskrevet i Draghi-rapporten.
Politik kan være nemt
Det skal nævnes, at tankegangen slet ikke er ny. I forslaget refererer jeg til anbefalinger og initiativer, som går 20 år tilbage.
Det betyder med andre ord, at den metode vi skal bruge for at føre en meget effektiv og vidensbaseret miljø-, ressource- og klimapolitik er tilgængelig, før er blevet anbefalet af EU-Kommissionen og FN.
Det vil blot kræve, at lobbyisterne ikke fik lov til at bestemme dansk landbrugspolitik, og der i stedet var nogle politikere, som turde at bruge deres demokratiske mandat.
