Theresa Scavenius: Der er ingen i dette land, som har givet Folketingets politikere mandat til at afdemokratisere magten og give den til embedsfolk

16.05.2024

To bevægelser i dansk politik – mørklægning og magtforskydning – er forklaringen på den mærkelige situation, vi står i, hvor der ikke er sammenhæng mellem, hvad politikerne siger, og den virkelighed vi står.

Af Theresa Scavenius, medlem af Folketinget og forsker i klimapolitik og demokrati

Debatindlæg i Ræson: VORES FOLKESTYRE hviler på en grundlæggende samfundskontrakt. Vi afgiver suverænitet. For eksempel betaler vi skat og bemyndiger politiet til at opretholde orden. Til gengæld får vi sikkerhed og fred; altså et samfund, hvis raison d´être er at varetage borgerens interesser og behov.

Som borgere har vi klare og legitime forventninger til politikere og embedsfolk, der har fået til opgave at finde konkrete svar og løsninger på vores alles interesser og behov. Igennem de sidste par hundrede år er samfundskontrakten blevet forfinet og har udviklet sig i takt med nationalstaternes opblomstring, bureaukratiets rationalisering og demokratiets og retsstatens credo.

I dag har vi et system, hvis legitimitet og troværdighed er baseret på transparens i de politiske og demokratiske beslutningsprocesser, mens den bureaukratiske administration er baseret på faglig specialisering og idealet om en rationel upartisk arbejdsgang, der skal sikre, at ingen bliver forfordelt uberettiget.

Så hvorfor ser vi, at tilliden til politikere og embedsværket så lav? Til sidste valg så vi, at 53 pct. procent stemte på et andet parti, end de plejer. I mange andre lande ser vi, hvordan borgernes politiske apati og fatalisme vender sig til populisme, hvor “den stærke mand” stimuleret af fake news-kampagner vinder politisk magt.

Mange vil se dette som årsagen til den faldende tillid, men i virkeligheden er det omvendt; det er en konsekvens af den manglende tillid. Der er tale om legitim kritik og frustration fra borgernes side. Når politikerne bryder med samfundskontrakten, og når systemet i stigende grad er til for at beskytte den politiske magt frem for borgerne, er reaktionen fuldt forståelig. Politik bliver indholdstomt, og blot erstattet af slogans og kampagneorganisationer, dvs. partier uden ideologisk retning eller politisk projekt.

Det lyder vildt og overdrevet, at politikerne bryder samfundskontrakten, men hvis vi rent faktisk kigger på konkrete eksempler, som den massive overvågning i socialforvaltningen, fejlene i ejendomsvurderinger samt miljørisici som Nordic Waste og den stadig stigende hastighed af afviklingen af retsstaten i form af koranlov og stramninger ift. aktindsigt, afskæring af klagemuligheder, etc., ja, så er det faktisk en mild formuleret kritik.

Og hvordan ser dette brud på samfundskontrakten ud i praksis? Jeg ser to bevægelser i dansk politik, mørklægning og magtforskydning, som jeg mener er vigtig at identificere for at forstå demokratiets svækkede tilstand.

Mørklægning er en bevægelse fra åbenhed i den offentlige forvaltning og politiske beslutningsprocesser over mod langt mere lukkethed, som vi ser det med offentlighedsloven fra 2013 og de nye yderligere indskrænkninger i retten til aktindsigt. Og det er desværre ikke blot min kritik. I de sidste ti år er Danmark blevet kritiseret af EU, Greco og eksperter og juridiske tanke herhjemme for en meget lukket offentlig administration som følge af bl.a. offentlighedsloven.

I næste uge bliver stramningen af offentlighedslovens sat til afstemning. Jeg har i en artikel i Information uddybet de væsentligste kritikpunkter af den lov. Embedsmændenes magt vokser, og nu vil regeringen give deres følelser vetoret | Information

Den anden bevægelse er en magtforskydning i form af det, som hedder bemyndigelseslovgivning, hvilket betyder, at Folketinget flytter politiske kompetencer fra Folketinget til styrelser og ministerier i et ugennemsigtig embedsmandsvælde, hvor ministerens ansvar, rolle, magt og relation i stigende grad er uklar, og såvel som industriens indflydelse også er det.

Med andre ord: magten lukker sig om sig selv, og slukker lyset for offentligheden.

Principper som åbenhed, liberalisme, demokrati, rationalitet, bureaukrati, etc. hyldes stadig af regeringen og partierne i Folketinget, men i praksis er politik og offentlig administration dog under kraftig afvikling. Hvis der ikke meget snart sættes en kæp i hjulet på denne afvikling, kan vi kigge direkte ind i, hvordan andre lande, som vi absolut ikke vil sammenlignes med, har udviklet sig. Eksempler er Rusland, Polen, Ungarn, USA, osv.

Derfor ser jeg et meget stort behov for at bekæmpe den mørklægning og magtforskydning. Jeg betragter det som kernen i de problemer, vi står overfor i dag. Miljøkatastrofer og en generel dalende tillid til de politiske institutioner, som er gift for et demokrati. For mørklægningen og magtforskydningen er ikke blot et spørgsmål om politisk uenighed og vægtning af forskellige politiske hensyn. Det er en ændring af, hvilket samfund vi er. Det er også et grundlæggende brud på samfundskontrakten, hvor vi som borgere har en naturlig forventning til, at staten administreres ud fra objektive og faglige kriterier, og hvor lovgivning laves og håndhæves efter derefter.

Vi er vant til, at politik handler om økonomi, sundhed, miljø og klima. Vi ved nogenlunde, hvor de politiske uenigheder kan være, hvilke positioner og argumenter, der kan være. I disse år mudres forskellene dog mellem rød og blå fløj, som har været konstanterne i de politiske uenigheder verden over de sidste mange årtier.

Det er en demokratisk beslutning at afdemokratisere

Regeringen vil formentligt sige, at beslutningerne hviler på demokratiske beslutninger, men der er ingen i dette land, som har givet Folketingets politikere mandat til at lukke ned for den demokratiske kontrol af magten. Der er ingen i dette land, som har givet Folketingets politikere mandat til at afdemokratisere og afpolitisere magten og give den til embedsfolk – og i sidste instans komplet har invalideret oppositionsarbejdet i lovbehandlingen. Det er næsten umuligt at kontrollere regeringen, fordi ressourcerne er så skævt fordelt – det gælder tidsmæssigt og ressourcemæssigt.

I fagbøgerne ‘Når embedsmænd lovgiver’ og ‘Det nationale råderum’ beskrives det, hvordan embedsfolkene i praksis udformer lovforslagene, bekendtgørelser osv. i tæt samarbejde med industrien. Det er en del af forklaringen på, hvorfor lovforslag ofte har én overskrift, men reelt indeholder noget helt andet og er meget mere industri-venlig politik – ofte på bekostning af folkesundhed, miljø og klima.

Et eksempel på magtforskydningen er klimapolitikken, hvor jeg har fundet ud af, at Folketinget har bemyndiget Energistyrelsen til at beslutte alt inden for olie- og gaspolitikken. Dette betyder i praksis, at Folketinget har gjort sig selv umyndigt ift. klimapolitik, dvs. udfasning af olie- og gas. Det vilde er, at Klimaloven derved bliver klimapolitisk irrelevant, fordi Energistyrelsen træffer beslutninger ud fra det, som hedder Undergrundsloven, hvilket jeg har fået bekræftet i forbindelse med to samråd med klimaministeren. Det fik vi sat en fed streg under i forrige uge, da Energistyrelsen gav tilladelse til at gå på jagt efter ny olie- og gas i Nordsøens Hejre-felt.

Det er ikke lovgivningen i overfladen, vi bør interesserer os for. Det er lovgivningen, som regulerer magten mellem folketinget og embedsværket og lovgivning omkring de grundlæggende demokratiske rettigheder som eksempelvis Offentlighedsloven, der bør have vores interesse. Derfor er jeg heller ikke tilhænger af den overfladiske Klimalov, når den i praksis bliver spillet fallit, når den støder på gammel olie- og gaslovgivning. I stedet har jeg har stillet et beslutningsforslag, der foreslår at tage kontrollen tilbage med beslutninger om olie- og gasindvinding ved at trække bemyndigelsen tilbage til Folketinget. Beslutninger om olie- og gas har store klimapolitiske implikationer, hvorfor det bør være borgerne i Danmark, som kan beslutte hvilken politisk linje, der skal lægges ved at vælge repræsentanter ind, som rent faktisk har magten til at ændre Danmarks energipolitik. Det har folketinget ikke magten til i dag. Det beslutningsforslag skal debatteres i salen efter sommerferien.

Essensen er, at koblingen af magtforskydningen og mørklægningen er en ekstremt giftig cocktail for Folkestyret, som leder til en afgrundsdyb mistillid i befolkningen. Det er også en del af forklaringen på den mærkelige situation, vi står i, hvor der ikke er sammenhæng mellem, hvad politikerne siger, og den virkelighed vi står i.

Man skal forstå, at mørklægning og magtforskydning kommer som en nødvendighed. I takt med at borgerne er blevet mere og mere interesserede for miljø, klima og folkesundhed, står kontrasten til industripolitikken tydeligere og tydeligere frem. Så får man denne tydelige diskrepans til at forsvinde? Man lægger et slør hen over beslutningsprocesserne.

Det er SF, Radikale og andre partier med til, når de vedtager lovgivning om væsentlige klimapolitiske emner, der skubber magten væk fra Folketinget. Det er nemmere for dem at give embedsmænd lov til at beslutte olie- og gaspolitikken, så de ikke får olie på fingrene i folketingssalen. Derfor er det heller ikke overraskende, at SF og RV har sagt, at de vil stemme nej til mit beslutningsforslag om at tage kontrollen tilbage til Folketinget, når det gælder olie- og gastilladelser. Det er dog dybt interessant. SF og RV mener simpelthen ikke, at Folketinget skal træffe den slags beslutninger, selvom de er hurtige til at kritisere regeringen for, at disse beslutninger træffes. En gratis omgang. Det er, hvad det er.

Det samme gælder ift. offentlighedens adgang til statens administration. Det er nemmere for regeringen at opretholde løgnen om, at alt er i den skønneste orden, hvis borgere, journalister, etc. ikke har adgang til viden om, hvordan vores offentlige administration fungerer. Derfor er det heller ikke tilfældigt, at retten til aktindsigt skal strammes yderligere i næste uge, selvom vi i forvejen har en meget lukket forvaltning sammenlignet med andre lande.

Jeg mener, vi skal tage et fundamentalt opgør med den kultur og administrative praksis. Som jeg ser det, er det, som vi har brug for, ikke en ny ideologi. Vi har ikke brug for at udvikle nye tankesystemer. Vi har ikke brug for store revolutioner. Vi har ikke brug for et opgør med vores økonomiske system. Vi har ikke brug for nye politiske tanker. Hvad vi har brug for, er noget meget simpelt: at vedtage en række love med et demokratisk flertal i Folketinget, som genopretter det faglige bureaukrati, borgernes retssikkerhed samt folkestyrets åbenhed og transparens.

Det er i øvrigt også noget, som regeringen i deres regeringsgrundlag giver udtryk for. De gør blot det stik modsatte.

De love skal sikre, at embedsfolkene ikke længere skal agere som politikere, men udgøre det upartiske og rationelle bureaukrati, der er basen for en moderne markedsøkonomi og retsstat, og at Folketinget evner at sætte den politiske retning for samfundet, som borgerne ønsker og giver udtryk for ved demokratiske valg.